Hvornår blev jødestjernen introduceret

Indholdsfortegnelse

Introduktion

Den 9. november 2018 markeres 80-året for Krystalnatten, som udspillede sig i Tyskland i 1938. Navnet refererer til de store mængder knust glas fra de ødelagte vinduer, der lå i gaderne om natten og funklede som krystaller. En iscenesat pogrom, iværksat af Joseph Goebbels, rettet mod de tyske og østriske jøder.

Holocaust er en betegnelse, der anvendes til at beskrive de systematiske folkemord, der primært blev begået mod jøder i perioden 1933-1945. Det var den tyske stat, under anførsel af Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP), der stod bag. Grundlaget for folkemordet var nazisternes udlægning af tidens fremherskende raceteorier. De påstod, at lyshårede tyskere tilhørte en overlegen race, der havde ret til at dominere og udrydde mørkere racer. Omkring 5 til 6 millioner mennesker blev myrdet, hvoraf 4 millioner i koncentrations- og udryddelseslejre. Adskillige grupperinger har efterfølgende benægtet, at Holocaust har fundet sted.

Indledning til holocaust

Hvad var Holocaust egentlig?

Holocaust er den mest almindelige betegnelse for det systematiske folkemord, som primært ramte jøder i årene 1933-1945. Holocaust blev gennemført af den tyske stat med NSDAP i spidsen. I denne periode blev der dræbt mellem 5 og 6 millioner jøder. Heraf omkom 4 millioner i de såkaldte koncentrationslejre (også benævnt kz-lejre), der fungerede som tvangsarbejdslejre eller udryddelseslejre. Lejrene var placeret dels i Tyskland og dels i de områder, som Tyskland besatte under 2. Verdenskrig. Også personer fra andre befolkningsgrupper blev anbragt og dræbt i lejrene, især romaer, personer med handicap, homoseksuelle og Jehovas Vidner.

Hvad dækker ordet Holocaust over?

Selve betegnelsen holocaust har sin oprindelse i den græske version af Det Gamle Testamente, ifølge historikeren Uffe Østergaards artikel 'Holocaust, folkedrab, folkemord og europæiske værdier' i tidsskriftet Den Jyske Historiker (se kilder). I den kontekst betyder holocaust direkte oversat: et brændoffer, der gives til Gud på et alter, hvor offergaven fortæres fuldstændigt af flammer. Senere blev ordet anvendt mere bredt til at beskrive total tilintetgørelse af liv, eksempelvis i forbindelse med tyrkernes folkedrab på armenierne i årene 1915-1918, naturkatastrofer samt atomkrig. I 1950'erne og 1960'erne var det primært historikere og andre eksperter, der på engelsk anvendte ordet om de tyske nazisters jødeudryddelser. Efter at der i 1978 blev vist en amerikansk tv-serie med titlen 'Holocaust' om Nazi-Tysklands udryddelse af jøder og andre grupper, vandt betegnelsen indpas i den brede offentlighed. I dag benyttes betegnelsen Holocaust internationalt af historikere til at henvise til perioden fra den 30. januar 1933, hvor Adolf Hitler, leder af NSDAP, blev udnævnt til Tysklands rigskansler, frem til den 8. maj 1945, hvor 2. Verdenskrig sluttede.

Hvem var de tyske nazister?

Medlemmer af NSDAP blev kaldt nationalsocialister eller nazister. I kølvandet på 1920'ernes omfattende økonomiske krise i både Europa og USA oplevede mange europæere i løbet af 1930'erne en stærk nationalisme. Dette gjaldt også i Tyskland. Forløberen for NSDAP var Deutsche Arbeiterpartei (DAP), som blev stiftet i 1919. I 1920 ændrede partiet navn og krævede i sit program et opgør med Versaillestraktaten (en aftale, der blev indgået ved afslutningen af Første Verdenskrig, hvor Tyskland var en af de store tabere), og det erklærede som sit mål, at alle tyskere skulle forenes i ét Stortyskland. I partiprogrammet indgik, at alle jøder skulle ekskluderes fra dette nye folkefællesskab.

Partiets ideologi kan ifølge onlineleksikonet Den Store Danske (se kilder) overordnet karakteriseres som stærkt antikommunistisk, antisemitisk (dvs. antijødisk), racistisk, nationalistisk, imperialistisk og militaristisk. Samtidig lovede DNSAP sociale forbedringer og en forøgelse af levestandarden for tyske middelklasseborgere med lys hud, blondt hår og lyse øjne. Ifølge en udbredt teori på den tid var sådanne borgere efterkommere af den oprindelige tyske befolkning, og de blev betragtet som tilhørende en særlig menneskerace kaldet ariere. Partiet arbejdede bl.a. på at sikre dem arbejde, forbedre sundhedssystemet og støtte den traditionelle kernefamilie. Dette fremgår af NDSAPs partiprogram fra 1920 (se originalkilder). Denne kombination af politiske prioriteter fandt bred genklang i store dele af den tyske befolkning.

Hvordan kom nazisterne til magten i Tyskland?

I 1921 blev den tysk-østrigske politiker Adolf Hitler leder af NSDAP, som under hans karismatiske ledelse voksede til en betydelig massebevægelse. Ved det tyske rigsdagsvalg i 1932 blev NSDAP valgt ind som det største parti med 37,2% af de afgivne stemmer. I løbet af få måneder bemægtigede partiet sig den fulde politiske magt i landet, og Hitler blev udpeget som rigskansler. Under hans styre blev Tysklands demokrati erstattet af et brutalt diktatur i en etpartistat. Der blev bl.a. indført censur, fagforeninger blev nedlagt, og lønningerne blev fastfrosset. Spredning af propaganda intensiverede frygten for og mistilliden til bestemte grupper i samfundet, som i stigende grad blev chikaneret og diskrimineret imod og senere ofte angivet af deres naboer til politiet eller andre autoriteter, som internerede dem i koncentrationslejre. En række institutioner i samfundet støttede overvejende denne politik; det gjaldt bl.a. administrationen, uddannelsessystemet, kirken, retsvæsenet, industrien samt erhvervslivet. Du kan læse mere om, hvordan dette forløb sig i bøgerne 'Politikens Verdenshistorie' og 'Den Anden Verdenskrig, Bind 1' (se kilder).

Hvorfor ønskede nazisterne at udrydde et stort antal individer?

Med afsæt i bl.a. den britiske biolog Charles Darwins evolutionsteori blev der fra slutningen af 1800-tallet i Europa og USA udviklet en række såkaldt videnskabelige teorier om, at menneskeheden var inddelt i forskellige racer på højere og lavere udviklingstrin. Artiklen 'Biologisk determinisme og socialdeterminisme i antropologi og samfundsteori' (se kilder) beskriver, at racerne blev anset for at være i en konstant kamp om dominans og overlevelse. Denne kamp udspillede sig ifølge teorien både mellem nationer og inden for de enkelte landes befolkninger. Nazisterne benyttede sig bl.a. af disse teorier i formuleringen af deres ideologi og politik. De argumenterede således for, at germanerne (en ældre betegnelse for det tyske folk) tilhørte de mest højtudviklede menneskeracer i forhold til personer med mindre lys hud, som de anså for at være mindre udviklede. Derfor mente de, at germanere havde en naturlig ret til at herske over de såkaldt laverestående racer.

Adolf Hitlers bog 'Mein Kampf' fra 1925 fik særligt stor betydning for nazisternes syn på racespørgsmålet, som det fremgår af 'Den anden Verdenskrig, Bind 2' (se kilder). I bogen argumenterede han for, at det var afgørende i den germanske races kamp mod andre, at dens ariske blod blev holdt så rent som muligt. Han definerede særligt jøder, romaer og personer med handicap som undermennesker, der udgjorde en biologisk trussel mod racens renhed. Det gjaldt især, hvis disse befolkningsgrupper fik børn med (ikke-handicappede) ariere, og Hitler talte for, at medlemmer af disse racer derfor burde steriliseres, underkastes og i sidste instans udryddes. Nazisterne mente f.eks., at russere og polakker burde underkastes germanere og udføre slavearbejde.

Hitler og nazisterne påstod desuden, at jøder var skyld i bl.a. Tysklands nederlag i Første Verdenskrig og i landets daværende økonomiske problemer. Men nazisterne udpegede også andre befolkningsgrupper som trusler mod det germanske folks fremtidige overherredømme, herunder Jehovas Vidner, kommunister, socialister og intellektuelle, der på forskellige måder var kritiske over for nazistisk ideologi og politik. Homoseksuelle blev fremstillet som degenererede, umoralske og samfundsundergravende. Du kan læse mere om nazistisk ideologi og politik i 'Den anden Verdenskrig, Bind 2' og 'Politikens Verdenshistorie' (se kilder).

Uddybning af Holocaust

Hvem var de første ofre for nazisternes udryddelsesprogram?

Nazisterne iværksatte i perioden 1933-1945 forfølgelse, fængsling og drab på personer fra alle ovennævnte samfundsgrupper, primært i, men også uden for, Tyskland. NDSAP udviklede løbende et systematisk og industrialiseret tvangsarbejds- og udryddelsesprogram, som kulminerede med etableringen af udryddelseslejre.

Det første skridt blev taget, da Hitler kort efter 2. Verdenskrigs begyndelse i 1939 underskrev det såkaldte eutanasi-program, som havde til hensigt at afslutte liv, der blev betragtet som uværdige. Euthanasia er græsk og betyder en god død; i denne sammenhæng blev det brugt i betydningen barmhjertighedsdrab eller død uden smerte. Som det fremgår af hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder), var programmet i realiteten en ordre om, at uhelbredeligt syge og handicappede personer, der boede på institutioner, skulle dræbes. Under påskud af at udføre en statistisk undersøgelse sendte det tyske indenrigsministerium et spørgeskema til lukkede institutioner, statshospitaler og plejehjem om deres patienter. Information om den enkeltes arbejdsevne og helbred blev derefter sendt til en kommission af speciallæger, der ud fra en række kriterier afgjorde, om deres liv var uværdigt, og dermed om de skulle likvideres. De udvalgte blev overført til seks institutioner i Tyskland og Østrig, hvor de blev dræbt med en giftindsprøjtning. Fra 1940 skete det med udstødningsgas i specielt konstruerede kamre, der lignede offentlige bade med brusere, hvor gassen kom ud - de såkaldte gaskamre. På det tidspunkt var målgruppen blevet udvidet til også at omfatte kriminelle, subsistensløse (ekstremt fattige mennesker, der levede som vagabonder), sexarbejdere, alkoholikere, homoseksuelle og personer, der blev betegnet som asociale. Over tid blev lokale beboere og pårørende mistænksomme, hvilket i 1941 førte til offentlige protester, og eutanasi-programmet blev officielt indstillet. Fra året efter og indtil krigens afslutning fortsatte det dog i al hemmelighed.

Hvordan udførte nazisterne den første del af deres folkemord?

Jøder var det primære mål for nazisternes udryddelse. På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) beskrives de metoder, hvorpå de blev systematisk forfulgt og dræbt, både indirekte og direkte.

I 1939 udstedte Reinhard Heydrich - sikkerhedschefen for SS, som var NSDAP's eliteenhed - en ordre om, at tyske jøder skulle interneres i ghettoer for at lette kontrollen med dem. Planen var, at de senere skulle deporteres fra Tyskland til et såkaldt jødereservat, hvor de skulle bo og arbejde indtil krigens afslutning. Derefter skulle de fragtes væk med skib til en oversøisk koloni langt fra Tyskland. På baggrund af Heydrichs ordre blev hundredtusindvis af jøder samt romaer deporteret til en række ghettoer i Polen, hvor de blev holdt isoleret fra resten af befolkningen bag pigtrådshegn og mure under ekstremt uhygiejniske forhold. Her blev alle mellem 14 og 60 år underlagt fysisk hårdt tvangsarbejde, samtidig med at de blev udsat for sult. Ifølge 'Politikens Verdenshistorie' og 'Den Anden Verdenskrig, Bind 1' (se kilder) døde omkring en halv million mennesker i ghettoerne i perioden 1939-1941 som følge af epidemier, sult, kulde og fysisk udmattelse. Overlevende blev fra 1942 deporteret til udryddelseslejre.

En anden del af udryddelsen fandt sted i Sovjetunionen. I juni 1941 invaderede tyske tropper Sovjetunionen, og såkaldte Einsatz-kommandoer, der var dødspatruljer, opsporede og dræbte kommunister, jøder og romaer. Et halvt år senere afholdt NSDAPs ledelse sammen med dele af ledelsen af SS en konference i Wannsee den 20. januar 1942, hvor de vedtog planen 'Die Endlösung' (den endelige løsning), underforstået på det, de benævnte 'jødeproblemet'. En central del af planen, der kort efter blev iværksat, var oprettelsen af dødslejre med det formål at tilintetgøre alle Europas jøder.

Hvordan gennemførte nazisterne folkemordet i lejrene?

Allerede før 1941 var der blevet etableret en række koncentrationslejre i Tyskland. Historikeren Jennifer Rosenberg har beskrevet udviklingen i koncentrationslejrsystemet i en artikel (se kilder): I perioden 1933-1936 blev politiske og religiøse modstandere af det nazistiske styre spærret inde og tortureret, primært i mindre lokale lejre. I årene 1936-1941 blev der oprettet flere og flere store lejre, hvor folk fra mange forskellige andre grupper ligeledes blev interneret og sat til tvangsarbejde, herunder jøder, romaer, Jehovas Vidner, homoseksuelle mænd, såkaldte vaneforbrydere og asociale personer. Fra 1942 begyndte SS at udleje fanger til slavearbejde i landbrug, industri- og byggevirksomheder. På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) anføres det, at koncentrationslejrsystemet i Tyskland fra 1939-1945 blev udvidet fra et mindre antal lejre til 30 større stamlejre og 1.100 filiallejre. I 1942 blev seks udryddelseslejre, der trak på erfaringerne fra eutanasi-programmet, oprettet i Polen som en del af Endlösung-planen. Fanger, der ankom til disse lejre, blev ført direkte til døden i gaskamre.

Hvordan var forholdene for fangerne i koncentrationslejrene?

På hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) gives en beskrivelse af koncentrationslejrfangernes vilkår. Ved ankomsten blev de iklædt en dragt med en trekant, hvis farve indikerede, hvordan de var blevet kategoriseret, f.eks. som jøde, asocial eller homoseksuel. SS-officerer overvågede det fysisk nedbrydende tvangsarbejde og straffede fangerne. Hverdagen var præget af fysiske og psykiske ydmygelser, brutalitet og drab. Fangerne sov i overfyldte barakker, blev nægtet basale hygiejniske forhold, led under sult og kulde, og epidemier rasede med jævne mellemrum. Mange døde som følge af disse forhold. Derudover blev visse fanger udvalgt til medicinske forsøg, både mænd, kvinder og børn. Nogle blev først påført dødelige sygdomme, hvorefter virkningerne af ny, uprøvet medicin blev testet på dem. Andre gennemgik operationer uden bedøvelse, og især homoseksuelle mænd blev tvangskastreret eller fik bestrålet deres kønsorganer, for at lægerne kunne observere virkningen. Efter behandlingerne blev fangerne dræbt. Der er udgivet beretninger fra overlevende fra forskellige fangegrupper om deres oplevelser under opholdet i koncentrationslejrene, og hvordan de formåede at overleve (se originalkilder).

Hvor mange fra de forskellige grupper omkom under Holocaust?

Der eksisterer ikke nøjagtige tal for, hvor mange der døde under Holocaust, men der er foretaget forskellige skøn. De tal, der præsenteres her, er blandt de laveste estimater, der er blevet foreslået. Kilden til tallene er angivet i parentes.

• Mellem 5,3 og 6 millioner jøder, hvoraf over 3 millioner i koncentrations- og udryddelseslejrene (Det Israelske Holocaustcenter YAD Vashem)
• Mellem 250.000 og 500.000 romaer (www.folkedrab.dk)
• Over 200.000 personer, der led af uhelbredelige sygdomme eller havde fysiske eller psykiske handicap (Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier ved Københavns Universitet)
• Mellem 10.000 og 15.000 homoseksuelle personer ('Den Anden Verdenskrig')
• Mellem 1.000 og 2.000 Jehovas Vidner (www.folkedrab.dk)

Perspektivering af Holocaust

Hvad indebærer Holocaustbenægtelse?

Baseret på de eksisterende materielle efterladenskaber og skriftlige kilder fra Holocaust er der bred konsensus blandt historikere om, at der fandt en systematisk udryddelse af jøder og andre samfundsgrupper sted under 2. Verdenskrig, som beskrevet ovenfor. Dette benægtes dog af en gruppe, der kalder sig revisionister, da de mener, at opfattelsen af Holocaust bør revideres. Som det er beskrevet på hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder), fremstiller revisionister sig selv som neutrale historikere, der foretager en korrektion af den eksisterende historieskrivning, men i realiteten må deres argumentation betragtes som en benægtelse af Holocaust. Deres fremstilling har nemlig til formål at ændre den grundlæggende forståelse og definition af den historiske begivenhed. Revisionisterne påstår, at der ikke fandt nogen udryddelse af jøderne sted, at der ikke eksisterede udryddelseslejre med gaskamre, og at de anerkendte dødstal på 5-6 millioner jøder er ekstremt overdrevne, hvilket f.eks. fremgår af en dansk hjemmeside, der er oprettet af Holocaustbenægtere (se originalkilder). I stedet anslår revisionisterne, at omkring 300.000 jøder mistede livet under 2. Verdenskrig, og at det skete som følge af sygdomme som tyfus og andre krigsrelaterede forhold. De hævder, at konkrete historiske kilder, såsom Anne Franks dagbog, er forfalskninger, der er blevet fabrikeret for at give det - ifølge revisionisterne - fejlagtige indtryk, at der fandt et folkedrab sted på jøder og andre.

Hvem er Holocaustbenægterne?

I sin bog 'Denying the Holocaust' (se kilder) har den amerikanske historiker Deborah Lipstadt skrevet om tre grupper, der har afvist, at Holocaust fandt sted, og deres underliggende motiver:

• Den første gruppe var tyskere, der efter afslutningen af 2. Verdenskrig ønskede, at Tyskland skulle genoprettes og blive en ligeværdig del af det internationale samfund. I dag er det sjældent, at denne type Holocaustbenægtelse kommer til udtryk, dels fordi det tyske demokrati nu er anerkendt og spiller en betydelig rolle internationalt, dels fordi den tyske stat anerkender, at Holocaust fandt sted, og har etableret mindesteder og museer, der formidler dets historie.
• Den anden gruppe Holocaustbenægtere har fremsat en konspirationsteori om, at Holocaust aldrig har fundet sted, men at jøder har skabt en myte om det for at opnå støtte til oprettelse og opretholdelse af staten Israel. De hævder, at beretningen om, at 6 millioner jøder døde, er et propagandamiddel, som jøder anvender til at opnå sympati og tilskud på millioner af dollars i støtte fra stater og private, der føler skyld og dårlig samvittighed over Holocaust. Hvis denne myte bliver manet i jorden, vil den økonomiske støtte til Israel forsvinde, og landet vil miste sin internationale og regionale magt, mener denne type Holocaustbenægtere, som især findes i de arabiske lande, men også, som det fremgår af den dansksprogede hjemmeside (se kilder), i USA og Europa.
• Den tredje gruppe Holocaustbenægtere består af nynazister på den yderste politiske højrefløj, der betragter Holocaust som en skamplet på deres ideologi, som er inspireret af den tidligere nazistiske raceteori. Da de ønsker en politisk genkomst for denne ideologi, forsøger de at fjerne den afstandtagen til nazismen, som den historiske beretning om Holocaust har skabt blandt den brede befolkning, ved simpelthen at benægte den.

Hvordan har Holocaustbenægtelsen udviklet sig med tiden?

Siden omkring år 2000 har udbredelsen af og den generelle adgang til internettet gjort det muligt for Holocaustbenægtere at sprede deres budskab langt mere effektivt end tidligere - via hjemmesider, blogs, nyhedsgrupper og chatfora. Dette fremgår af hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder). I flere lande er Holocaustbenægtelse forbudt, og revisionister er blevet retsforfulgt og dømt for deres udtalelser. I mange lande diskuteres det, om et forbud mod Holocaustbenægtelse har den ønskede effekt, da det dels kan være i konflikt med retten til ytringsfrihed, og dels er dømte Holocaustbenægtere i deres hjemlande ofte blevet betragtet som ofre for censur, hvilket har øget deres popularitet.

Hvordan bør Holocaust forstås i sammenhæng med andre folkedrab?

Ifølge hjemmesiden folkedrab.dk (se kilder) foretrækker de fleste at skrive ordet med stort H for at understrege, at der refereres til en specifik periode og unikke historiske begivenheder. Holocaust adskiller sig fra tidligere og senere folkedrab ved at have det højeste antal ofre for et folkedrab nogensinde, og ved at drabene blev udført i en systematisk og industrialiseret proces ved hjælp af moderne teknologi og styret af et moderne bureaukrati.

Denne fremstilling af Holocaust som noget enestående er imidlertid blevet kritiseret, som det fremgår af Uffe Østergårds artikel 'Holocaust, folkedrab, folkemord og europæiske værdier' i tidsskriftet Den Jyske Historiker (se kilder). Visse historikere argumenterer således for, at det er nødvendigt at undersøge og sammenligne de faktorer, der gør sig gældende i forbindelse med folkedrab generelt, for at kunne forstå, hvordan folkedrab opstår, og dermed hvordan de kan forhindres. Andre har påpeget, at dynamikken i Holocaust var tæt forbundet med dannelsen af den moderne stat, og at jødeforfølgelser og raceteorier også var udbredt i mange af samtidens andre europæiske nationer. Dermed synes den moderne stat at rumme visse tankegange, strukturer og processer, der også i fremtiden kan skabe risiko for nye folkedrab i Europa, lyder argumentationen.

Citerede kilder

Gå til anbefalede links

1. 1.

   Begrebet Holocaust

   Artikel

   folkedrab.dk

   Dansk Institut for Internationale Studiers hjemmeside indeholder en række artikler, som giver information om forskellige folkedrab og aspekter i relation hertil.

2. 2.

3. 3.

4. 4.

5. 5.

6. 6.

7. 7.

8. 8.

9. 9.

   Holocaust

   Artikel

   Herbert Pundik

   Den Store Danske

10. 10.

11. 11.

    NSDAP

    Artikel

    Den Store Danske

12. 12.

13. 13.

14. 14.

15. 15.

16. 16.