Hvad med dig selv instrumental

Smag På Dig Selv. På hjemmebane! Og der er garanti for fest til efteråret, når den techno-punk-jazz-trio med den christianshavnske oprindelse kommer hjem til byen og holder deres første headliner-optræden på Loppen nogensinde torsdag den d. oktober med Skt. DeLarge som speciel gæst!

En trommeslager og to saxofonister. Så let er formlen for et af nordens mest vanvittige live-bands. Det smager af punk, det smager af jazz, også lidt af pop, hip-hop, afro-beat og måske noget 90'er-dance. Christianshavner-trioen Smag På Dig Selv er selve essensen af instrumental eufori - farlig, fremadstormende, dragende og fri.

De tre kammerater i Smag På Dig Selv forenede deres saxofoner og trommer med en vision om at få folk ud på gulvet og udfordre grænserne for den typiske koncertoplevelse og genreforståelse. Siden da har trioen optrådt flittigt i den danske undergrund og efterladt scener, dansegulve og publikummer i svedig lykkerus - inklusiv Roskilde Festival sidste år.

"Med ond, piv-fræk technojazz og tibetansk strubesang ændrede Smag På Dig Selv Rising-scenen til et smattet dansegulv i frigørelsens navn" - Undertoner (5,5/6)

Med blot en enkelt EP i bagagen har Smag på Dig Selv optrådt ved adskillige koncerter over hele landet samt i Rusland og har positioneret sig som et uregerligt live-fænomen i flere undergrundsmiljøer over de seneste fem år. Udover deres uophørlige techno-inspirerede energi har de gjort sig kendt med brugen af alt lige fra nordisk strubesang, digtoplæsninger og industrielle rekvisitter på scenen.

Også Politikens anmelder var efterladt i forbavselse efter trioens koncert på Huset under Copenhagen Jazz Festival, for hvornår har du sidst headbanget til en jazzkoncert?

Det kan du atter se frem til at gøre, når Smag På Dig Selv vender hjem og ryster godt op i Loppebygningens fundament torsdag d. oktober!

SKT. DELARGE
Skt. DeLarge er en individ med kontraster. Han inviterer lytteren ind i et poetisk univers, hvor vrede og sårbarhed får lige stor betydning. Med et ekspressivt billedsprog og et skævt, men selvsikkert flow afbilder han problemstillinger ved giftig maskulinitet, popkultur, fremmedhad og selviscenesættelse, hvor kritikken rettes både udad og indad.

Hans tekstunivers er gennemtænkt og stiller med en satirisk og uformel tilgang spørgsmål ved, hvad det indebærer at være et ordentligt menneske; som om han råber ad en ødelagt verden, men samtidig er klar over, at han er en af de tosser, der smadrer den.