Opnår vi umiddelbart paradiset ved vores bortgang?
Hvad bliver der af sjælelegemet i dødens stund?
Lars Messerschmidt, generalvikar i Den Katolske Kirke, pointerer, at der hersker uoverensstemmelse inden for kristendommen vedrørende sjælens tilstand post mortem.
Spørgsmål:
Kære brevkasse
Ved et individs bortgang mister sjælen sit jordiske eksistensgrundlag, da legemet ikke længere besidder liv.
Vender sjælen da tilbage til det guddommelige, eller er den tvunget til at afvente den yderste dag? Alternativt, påbegyndes det evige liv allerede i samme øjeblik, man anerkender Jesus som Guds Søn?
Venlig hilsen
Leif Klarskov
Svar:
Kære Leif
Uoverensstemmelser eksisterer fortsat inden for den kristne tro angående sjælens skæbne efter livets ophør. Fra mit katolske trosgrundlag vil jeg gerne give nærværende respons:
1. Sjælen er uforgængelig; den forgår altså ikke samtidigt med legemet.
2. Tre fremtrædende scenarier tegner sig i denne forbindelse:
a. For det første kan sjælen umiddelbart opnå adgang til Gud og deltage i Kristi ophøjethed i Faderens nærvær, hvilket omfatter alt, hvad dette medfører.
Ifølge den gængse forståelse afventer genopstandelsen i et stråleglansfuldt legeme dog stadig ved historiens kulmination, selvom Johannes Åbenbaring omtaler den &039;første opstandelse&039;: "Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse;" (20,6).
Det står imidlertid ikke entydigt defineret, hvorvidt Johannes med denne vending refererer til det identiske, som vi intuitivt associerer med. Uanset hvad omhandler det dog en lyksalig status og en medvirken i Kristi regentskab.
Hvorvidt dette ligeledes besidder beskaffenhed som en materiel eksistens, forbliver uafklaret.
LÆS OGSÅ:Skærsilden er en ventesal til Himlen
b. For det andet risikerer sjælen at havne i fortabelse i underverdenen, hvilket selvfølgelig skyldes ens egen personlige forsømmelse.
c. For det tredje kan sjælen direkte efter bortgangen træde ind i skærsilden (eller renselsets ild). Hvad indebærer dette nærmere? Det betyder, at sjælen er forløst, men endnu ikke tilstrækkeligt lutret til at være egnet til komplet og uindskrænket at participere i Guds herlighed.
Dette aspekt udgør et afgørende og omstridt emne i dialogen mellem protestanter og katolikker.
I henhold til den katolske lære kan sjælen desuden have behov for supplerende lutring for at blive fri for konsekvenserne af synden. Vi differentierer følgelig mellem selve forsoningen (dvs. forladelsen af synder) og den efterfølgende helbredelse eller renselse for syndens aftryk.
De eftervirkninger af synden, vi skal råde bod på allerede i denne jordiske tilværelse, skal, såfremt de ikke er tilendebragt fuldt ud, videreføres i en renselsesproces efter døden. Denne omstillingsproces betegnes som purgatorium (&039;renselsessted&039;), der dog er almindeligvis benævnt skærsilden.
En klarere forståelse kan opnås ved at overveje, hvordan man i forbindelse med syndefald stifter en form for &039;gæld&039; til sine medmennesker.
LÆS OGSÅ:Kan man komme i kontakt med de døde i skærsilden?
Jesus anvender selv denne formulering eksempelvis i Fadervor: "Forlad os vor skyld ..." Her er &039;skyld&039; ækvivalent med &039;gæld&039;, hvilket også fremgår af Jesu adskillige parabler om dette centrale tema.
Det er reelt set dybt psykologisk funderet at betragte gæld eller skyld i forbindelse med synd. Denne opfattelse spejler den måde, hvorpå vi perciperer de forseelser, vi bliver udsat for.
Det centrale spørgsmål opstår derfor: Hvordan indfries den gæld, vi har oparbejdet over for de mennesker, vi har påvirket, når vi dør?
En mulig besvarelse kunne lyde, at Jesus endegyldigt har indfriet den på Golgata, og at gælden således er annulleret. Dette er det fundamentale synspunkt inden for protestantismen, og det udgør uenighedens kerne mellem katolikker og protestanter.
Katolikker ville derimod argumentere for, at Jesus har etableret en forsoningsproces med Gud på Golgata. Som følge af denne forsoning opnår vi evnen til, sammen med Jesus, at afdrage den gæld, vi måtte have til vores medmennesker.
Faktisk er det både rimeligt og barmhjertigt, at vi selv bidrager til, at konsekvenserne af vore skadelige gerninger ophæves, primært her i den jordiske tilværelse.
Dette udgør følgelig den indledende renselse, der gennem guddommelig nåde kan vedvare efter livets afslutning.
Som følge heraf har den katolske (og ortodokse) kirke tradition for at bede for de afdøde, specifikt med henblik på deres heling og lutring fra syndens uheldige konsekvenser, hvilket afspejles i de benævnte sjælemesser.
Skønt de omtalte oplevelser nær døden ikke bør betragtes som direkte trosbeviser, afspejler de dog denne dybere realitet. I den forbindelse vil jeg blandt andet pege på Rolf Slot-Henriksens værker om &039;nærdødsoplevelser&039;.
Venlig hilsen
Lars Messerschmidt
Generalvikar i den katolske kirke
Dette svar reflekterer den respektive panelists synspunkt. Kristendom.dk har opfordret teologer og udsendinge fra diverse kirkesamfund og kristne foreninger til at adressere de spørgsmål, der fremsendes til "Spørg om kristendom". Samtlige svar, der publiceres under "Spørg om kristendom", er udtryk for panelisternes egen holdning og repræsenterer ikke Kristendom.dk&039;s egen holdning.