Regler for serveskift i doubletennis

I det følgende præsenteres en kort indføring i tennisspillets reglement. 

§ 1. Tennisbanen
Tennisbanens dimensioner omfatter en længde på 23,77 meter og en bredde på 8,23 meter. Den er tværs over delt på midten af et net, hvis øvre kant befinder sig 0, meter over underlaget.

Tennissporten udføres enten som en single- eller en doublekamp. For doubler øges banens bredde til 10,97&;23,

§ 2. Pointsystemet
Tenniskampe afvikles i sæt. Herrernes opgør afgøres normalt efter bedst af tre eller fem sæt, og kvindernes matcher efter bedst af to eller tre sæt. For at et sæt kan vindes, kræves der seks vundne partier med en fordel på mindst to partier. Opstår stillingen seks &; seks (6 &; 6), afgøres sættet ved hjælp af en &;tie break&;.

Et givent parti vindes af den deltager, som først samler fire point, (idet de første tre vundne point i partiet betegnes som henholdsvis 15, 30 og 40) forudsat at vedkommende opnår mindst to point mere end modstanderen 15, 30 og . Skulle begge spillere have vundet tre dueller, erklæres stillingen for at være lige (). Den, som efterfølgende vinder en bold, opnår en &;fordel inde&;, og hvis denne spiller formår at vinde den næste duel, er partiet erobret.

En &;tie-break&; aktiveres, så snart resultatet når 6 &; 6 i partier. Den deltager, som først vinder 7 point, sikrer sig dermed både partiet og sættet, forudsat at der er en føring på 2 point. Hvis stillingen imidlertid skulle blive , skal partiet fortsættes, indtil den påkrævede margin er opnået. Ved det første point er det den spiller, som har turen, der skal serve. Modstanderen skal derefter serve i det andet og tredje point, hvorefter hver spiller på skift skal serve to på hinanden følgende point. Efter hvert sjette point, samt ved afslutningen af tie-break-partiet, skal spillerne foretage et sidebytte.

Typisk anføres to forskellige forklaringer på pointsystemet:

Den primære forklaring henviser til, at man i 1600-tallet fik introduceret gængse runde ure med visere. I Frankrig anvendtes disse visere således til at registrere point, hvilket betød, at viseren blev placeret over og 0.

En anden teori fremfører, at franskfolkene havde en glæde ved at satse om penge. Derfor opnåede man henholdsvis 15 sous, 30 sous og 45 sous som gevinst. Dog besvarer dette ikke spørgsmålet om, hvorfor man anvender 40 til sidst? Årsagen skulle angiveligt være, at dommeren mente, det var for ubelejligt at udtale 45, når man simpelthen kunne sige . Pointtallets eneste funktion er jo at skelne sig markant fra tallet . Således er det altså enten klar logisk sans eller simpelthen dovenskab, der har formet pointsystemet til dets nuværende form.

Hvorfor betegnes 0 point som &;Love&;? Fra starten var navnet l&;oeuf, et udtryk fra det franske sprog, som direkte oversat betyder &;ægget&;. Men det har aldrig behaget englænderne at oversætte det franske udtryk helt præcist &; derfor er det i dag kendt som &;love&;. Det samme gælder for den officielle betegnelse &;deuce&;, når spillet står . På fransk lød udtrykket &;jouer àdeux&;, hvilket indikerer, at man nu skal opnå en fordel på to point over modstanderen for at vinde. Dette var imidlertid for frankofilt for englænderne, forklarer John Idorn, en sportsjournalist tilknyttet Reuthers Bureau.

§ 3. Bestemmelse af side og serv
Bestemmelsen af, hvilken side man skal spille fra, samt retten til at være server, fastlægges gennem en lodtrækning. Den spiller, der sejrer i lodtrækningen, kan enten selv træffe et valg eller anmode sin modstander om at foretage et valg:

a. Muligheden for at fungere som server eller servemodtager, hvilket indebærer, at den modsatte spiller skal udvælge side, eller
b. At vælge side, hvorefter den anden spiller får muligheden for at vælge at starte som server eller servemodtager.

§ 4. Om doublespil
De tidligere omtalte reglementer er gældende for både single- og doublespil.

§ 5. Serverotation i Doublespil
Det par, der påbegynder serven i det første parti af hvert sæt, har ansvaret for at bestemme, hvem af deres spillere der skal starte med at serve. Tilsvarende skal modstanderparret udpege, hvilken af deres spillere der skal serve i det andet parti. Partneren til den spiller, som servede i første parti, skal derefter serve i tredje parti. Den partner, der servede i andet parti, skal serve i fjerde parti, og denne servesekvens fortsætter på samme vis i de resterende partier af sættet.

Skulle du ønske en mere uddybende beskrivelse, henvises der til Dansk Tennis Forbunds autoriserede regelbog, som du kan finde et link til her på siden: