Hvordan man bevarer maori-kulturen

Vi ønsker at indlede dette blogindlæg med at udtrykke taknemmelighed for de talrige venlige kommentarer, vi har modtaget på vores blog. Oprindeligt havde vi til hensigt at anvende den som et alternativ til at sende postkort til venner og familie, men det har vist sig at være en fornøjelig proces at skrive den. Den giver os mulighed for at genbesøge de mange nye indtryk, hvilket har medført stor glæde, selvom det også er et betydeligt arbejde.

At blogge var en helt ny oplevelse for os, og derfor brugte vi i begyndelsen en betydelig mængde tid på at lære WordPress at kende. Dette medførte visse fejl undervejs, som nogle af jer måske har bemærket. Først efter vores hjemkomst blev vi opmærksomme på, at to af vores indlæg ikke var tilgængelige. Når man klikkede på forsiden, blev man omdirigeret til et billedgalleri i stedet for selve blogindlægget. Dette skulle nu være rettet, så hvis I har lyst til at læse om Queenstown () eller vores kanooplevelse på Dart River (), er det nu muligt.

Ansvarsfraskrivelse: Den følgende beskrivelse af New Zealands historie er sandsynligvis ufuldstændig, forenklet og fyldt med fejl. Beskrivelsen er sammensat ud fra den viden, vi har tilegnet os gennem museumsbesøg, rejsebøger og samtaler med lokale, og er desuden filtreret gennem vores egne perspektiver og fordomme.

New Zealand kan betragtes som et ungt land i den forstand, at det først blev befolket for cirka år siden. Det var maorierne, der ankom dertil sejlende fra et sted i Polynesien i deres kanoer (wakas).

Den første europæer, der opdagede New Zealand og tildelte det dets navn, var hollænderen Abel Tasman i Han gik dog aldrig i land, men udarbejdede nogle grove kort. I ankom englænderen kaptajn James Cook. Han gik i land og udarbejdede præcise kort, som stadig er bevaret til vores tid. Med Cooks genopdagelse af New Zealand blev der rettet opmærksomhed mod det nye land.

Systematisk europæisk migration og byudvikling begyndte kort før år , hvorefter det udviklede sig hurtigt. Der findes i dag byer, som er stærkt præget af skotsk (Dunedin) og fransk (Akaroa) indflydelse, men det var især englænderne, der ankom i stort antal.

På daværende tidspunkt var maorierne organiseret i stammer på tværs af begge øer, men især på Nordøen, der nyder et mildere klima og lettere fremkommelighed. Disse stammer var ofte i konflikt med hinanden (hvilket var en del af deres samfundsmæssige dynamik), og kannibalisme var også en del af praksis. Da europæerne ankom, blev de i starten budt velkommen. Maorierne var interesserede i handel, og europæerne blev også involveret i de interne magtkampe. Europæerne bidrog blandt andet med moderne våben, som kunne give en afgørende fordel i konflikterne mellem stammerne.

Europæerne medbragte imidlertid også andet. De introducerede alkohol og sygdomme, som forårsagede en betydelig nedgang i maori-befolkningen, og deres antal voksede gradvist til et overvældende niveau. Det estimeres, at der var omkring maorier i New Zealand omkring år . I løbet af de følgende tyve år ankom næsten en million europæere, da det spredtes, at der var betydelige økonomiske gevinster at hente. Desværre var ikke alle disse ankomne af den bedste karat.

Mennesket er en mærkelig skabning. Vi ynder at betragte os selv som rationelle individer, men vi er i høj grad styret af ren grådighed. Allerede inden europæernes ankomst havde maorierne udryddet Moaen, en stor strudslignende fugl. Den var stor, kødfuld og let at fange.

Da europæerne ankom til New Zealand, begyndte de straks at udnytte landets ressourcer. De startede med pelssælerne på grund af deres skind. Sælfangerkolonier opstod blandt andet i Doubtful Sound. Derefter gik de i gang med hvalerne. Dette eskalerede midt i tallet med etableringen af hvalfangststationer i blandt andet Auckland, Russells, Otago, Timaru og Kaikoura. I starten af tallet var det imidlertid slut, da bestanden af blandt andet blåhvaler, pukkelhvaler og kaskelothvaler stort set var udryddet. Da bestande langsomt begyndte at genoprette sig, forsøgte man igen, men det viste sig ikke at være rentabelt, så i år indstillede New Zealand, som et af de første store hvalfangerlande, kommerciel hvalfangst.

I slutningen af tallet begyndte man at fælde de op til år gamle og enorme Kauri-træer. Kauri-træerne blev af maorierne betragtet som næsten hellige, men da de kan blive op til 60 meter høje og have en omkreds på op til 15 meter, var det en lukrativ forretning at fælde dem hurtigt. Store dele af Nordøen var dækket af Kauri-skov, men i perioden fra til lykkedes det næsten at tømme landet for Kauri. Nu er der kun små områder med Kauri-træer tilbage. Vi forstår fuldt ud, hvorfor de betragtes som hellige. Man føler en næsten ærbødig frygt ved at bevæge sig rundt blandt de gigantiske træer. Det var uden tvivl et af højdepunkterne fra starten af vores rejse. Der eksisterer en stor bevægelse af frivillige, som indsamler viden, oplyser og arbejder for at bevare de få resterende træer.

Vi har tidligere berørt, hvordan fuglelivet i New Zealand er stærkt truet. Menneskets tåbelighed og grådighed skader naturen uden begrænsninger. Vi synes at stræbe efter mere og mere uden tanke for bæredygtighed og fremtidige generationer. Det burde være et fælles mål for os alle at efterlade en verden til vores efterkommere, der er bedre end den nuværende. Heldigvis er der også kræfter, der bevæger sig i den rigtige retning…

Tilbage til europæerne og maorierne.

Det er indlysende, at nybyggerne havde behov for land. Og land var der rigeligt af. Udfordringen var imidlertid, at maorierne også var til stede og naturligvis havde bosat sig på de bedste områder. Maorierne er organiseret i stammer, understammer og familier. Landet tilhørte stammerne kollektivt. Dette var europæerne fuldt ud klar over, men alligevel indgik de handler med enkeltpersoner, som havde brug for penge. Dette førte til uroligheder - også internt blandt maorierne.

I blev der opnået en fredsaftale mellem den britiske administration og flertallet af maori-høvdingene. Aftalen indebar, at maorier og europæere skulle leve i fred og dele New Zealand - under den britiske krone. For at beskytte maoriernes land blev det blandt andet indskrevet i aftalen, at maorier kun måtte sælge land til kronen, for at undgå lyssky aftaler mellem enkeltpersoner.

Alle var tilfredse med aftalen, som betragtes som New Zealands grundlov og stadig fejres som national helligdag, Waitangi Day den 6. februar. Men det varede ikke længe, før aftalen blev overtrådt. Der var fejl i oversættelsen; den britiske version indeholdt den britiske kroners suverænitet, mens den maori-sprogede udgave talte om beskyttelse af maorierne og deres jordrettigheder. Nybyggerne havde behov for jord, så maorierne blev presset ud. Maorierne lod dog ikke dette passere uden modstand, og snart opstod der voldelige konfrontationer.

Særligt på Nordøen fandt der kampe sted. Nybyggerne anmodede om militær bistand fra blandt andet Australien, hvilket resulterede i en ulige kamp, selvom europæerne også led betydelige tab. Kampene og den overlegne militære magt førte til yderligere krænkelser af maoriernes rettigheder og fremmede også radikalisering blandt visse maori-fraktioner. For at opsummere, resulterede dette i mere eller mindre krigslignende tilstande i perioden . I blev store landområder (svarende til m²) konfiskeret fra maorierne af kronen som straf for deres "oprør".

Maoriernes opfattelse var imidlertid, at de primært havde protesteret fredeligt mod aftalebrud, og at nybyggerne havde udnyttet lejligheden og overmagten til at eskalere konflikten med radikale maori-grupper for egen vindings skyld.

I de seneste år er der blevet ført adskillige retssager, hvor maorierne har søgt kompensation for de uretmæssige konfiskationer. I blev der nedsat en særlig domstol til at håndtere tidligere tiders krænkelser - the Waitangi Tribunal. Dette har resulteret i, at maorierne har fået betydelige landområder tilbage og store erstatninger. Planen er, at alle klager skal være behandlet senest i år .

Dette er en udfordrende periode, da en stor del af New Zealands historie skal revideres. Fra at europæerne skulle beskytte sig mod de aggressive maorier, skal man nu anerkende, at der er begået alvorlige overgreb, uretmæssige konfiskationer af jord, fængslinger og deportationer uden rettergang, og endda massakrer på civile. Konflikten, der tidligere blev omtalt som "The Maori Wars", betegnes nu som "New Zealand Wars".

Hvis I har opnået lyst til at læse yderligere, kan I begynde her:

Maori-kulturen oplever en markant genopblomstring. Stamme- og familietraditioner opretholdes. Der forekommer mange blandede ægteskaber, og det er meget almindeligt, at fødselsdage fejres på både europæisk og maori-manér i disse familier. Maorierne har erstattet stamme-krige med mere fredelige sportslige konkurrencer, deres sprog anvendes aktivt, og i de fleste byer findes deres rituelle samlingshuse (wharerunanga). Træskærerarbejde udgør en vigtig del af kulturen med sit indhold af mystik og historie.

Man kan have en fornemmelse af, at landet er stærkt præget af turisme. Mange aktiviteter kan kun opleves på guidede ture. Der er imidlertid velbegrundede årsager til dette. På denne måde kan hensynet til naturen kombineres med at give mange mennesker mulighed for at nyde den. Betalingen går naturligvis til aflønning af personale og til drift af både og busser osv. Men betalingen bidrager også til vedligeholdelse af anlæg og stisystemer m.v. Og til bevaring og beskyttelse af områderne - til bekæmpelse af invasive planter og dyr.

Maorierne har påtaget sig rollen som vogtere af landet og naturen. Men de kombinerer dette også med økonomiske betragtninger. Franz Joseph Glacier Guides, der arrangerer ture til og på Franz Joseph gletsjeren, og Dart River Jet, som arrangerer ture på Dart River nær Queenstown, ejes af maori-stammer. Overskuddet herfra anvendes til fremme af lokal maori-kultur. Det samme gør Te Puia, den geotermiske park i Rotorua på Nordøen. Te Puia fungerer desuden som et maori-kulturcenter, hvor der uddannes træskærere og vævere for at bevare traditionerne.