Hvad indebærer begrebet sekundær kilde?

Disciplinen historie forholder sig til forgangne hændelser, og det forgangne eksisterer ikke længere i nuet. Det, som derimod er forhåndenværende i dag, er erindringen om det svundne samt de bevarede spor derfra. Af den grund har historie som fagområde ikke til formål at genskabe det forgangne eller afdække én ubestridelig sandhed. I stedet kan kildematerialet belyse et specifikt synspunkt på virkeligheden, som den udspillede sig i fortiden, hvilket udgør en særlig synsvinkel på en given historisk hændelse. Den repræsenterer således det efterladte levn fra det tidspunkt, hvor den pågældende hændelse fandt sted, og formår at bistå os med at tilegne os viden om, hvad der udgjorde den omgivende ramme for den givne begivenhed. Herved kan vi benytte kildematerialet til at foreslå en sammenhængende linje, der strækker sig fra perioden omkring den konkrete hændelse og op til nutiden, ligesom det muliggør en identifikation af de fremskridt eller ændringsmønstre, vi observerer i vor tid i forhold til den pågældende historiske begivenhed.

Det er derimod umuligt for os at rekonstruere de præcise forhold, der omgav en given hændelse, og ydermere vil vi aldrig opnå fuldstændig vished om, hvad der faktisk indtraf på det tidspunkt. Alligevel kan vi, ved at søge efter kildemateriale, der formår at illustrere forskellige facetter af den historiske forekomst, bestræbe os på at nærme os sandheden så vidt det overhovedet er muligt.

Hvad betegner en kilde?

Inden for historisk forskning udgør kildemateriale en yderst fundamental forestilling. Enhver overlevering, det være sig skriftlige, mundtlige, visuelle eller materielle spor fra en bestemt tidsperiode, kan tjene som kilde. Eksempelvis benytter arkæologer artefakter som primære kilder, hvorimod historikere hyppigst tager skriftlige dokumenter i anvendelse i deres studier af fortiden.

Valget af, hvilket kildemateriale du vælger at benytte i din forskning, afhænger fuldstændigt af det specifikke tema, du agter at udforske. Hvorvidt en kilde er anvendelig eller ej bestemmes af dine specifikke forespørgsler til kilden samt de områder, du ønsker at granske. En objektiv skildring af en militær aktion kan udgøre en nyttig ressource til at analysere et hændelsesforløb, men den vil derimod være utilstrækkelig til at forklare den fundamentale årsag bag konflikten.

Indtag en kritisk holdning til dine kilder

En kilde udgør udelukkende et enkelt synspunkt på en hændelse, og det er ofte sandsynligt, at der eksisterer adskillige synspunkter vedrørende samme hændelse. Forestil dig eksempelvis en strid, hvor to involverede individer ikke kan nå til enighed. Disse to individer vil uundgåeligt besidde hver deres egen opfattelse af kontroversen. Skulle du gennemgå de to involverede parters beretninger eller konversere dem, vil de følgelig skildre uenigheden forskelligt. Ydermere kan deres fremstillinger være influeret af deres gensidige forhold. Som et eksempel kunne den ene person vælge at fortie visse aspekter af striden af frygt for gengældelse eller chikane fra modparten.

Gennem systematisk spørgsmålsstilling til kildematerialet, vil det være muligt for dig at blotlægge de relationer og faktorer, som har formet denne kilde; på den vis vil du opnå en forbedret evne til at fatte og fortolke dens substans.

Analysér kildens format og omgivende kontekst

Følgende spørgsmål er tænkt som en vejledning til at anskue dit kildemateriale fra forskellige vinkler. Det er ikke et krav at bearbejde samtlige spørgsmål, men du kan frit vælge de elementer, der er mest relevante for det specifikke formål, du har med at benytte kilden.

Hvilken genre/type repræsenterer kilden?

• Eksempelvis: et personligt skrift (dagbog), en korrespondance (brev), et juridisk dokument (lovtekst), en mundtlig præsentation (tale), en fagbog (historiebog), et offentligt opslag (plakat) mv.

Hvilken tidsmæssig oprindelse har kilden?

• Oprindende den samtidig med de hændelser, som den skildrer, eller er dens tilblivelse af senere dato?

Hvem har udarbejdet kilden?

• Hvilken intention kan tænkes at have motiveret kildens skaber til at udforme/producere den?
• Er der et specifikt formål med kildens fremkomst set fra forfatterens side?

Hvem er den primære modtager af kilden?

• Relationen mellem afsender og modtager kan almindeligvis udledes af tekstens stil og tone samt af, hvad der enten er anført eller udeladt i kildematerialet.

Hvilken tilknytning havde kildens forfatter til den historiske hændelse?

• Befandt forfatteren sig i umiddelbar nærhed af eller på betydelig afstand af den pågældende hændelse? Eksempelvis: et direkte vidne, en involveret part i striden, en informationsarbejder med særligt sigte, en nyhedsformidler osv. Under det tredje rige kunne en jøde i udland potentielt have nedfældet væsensforskellige beretninger end en jøde, der søgte skjul for at undgå at blive deporteret til en koncentrationslejr.

Opnå dybere indsigt

For at erhverve dig yderligere viden om en historisk hændelse, er der flere fremgangsmåder, du kan benytte. Det er muligt at studere andres fremstillinger af begivenheden, for eksempel i et historieværk, eller at lytte til folks fortællinger om hændelsen ved at se en dokumentarudsendelse. Alternativt kan du fordybe dig i tekster eller aviskronikker fra den samtid, som er udarbejdet af individer, der levede på det pågældende tidspunkt og som muligvis selv var vidne til den omtalte begivenhed. Desuden kan du finde kunstværker eller dagligdagsgenstande fra den æra for at opnå et indblik i den historiske kontekst. Når du på denne facon beskæftiger dig med kildemateriale, og når du evaluerer potentialet for, hvordan disse kilder kan anvendes i din opgave, da er du engageret i processen med at udføre kildekritik.

Supplerende kendetegn for kildeklassificering

Der eksisterer adskillige egenskaber, som kan assistere dig i processen med at klassificere dit kildemateriale.

Terminologien "primære" og "sekundære" kilder definerer kildematerialets relationelle afhængighed af andet materiale samt dets kronologiske forbindelse til den pågældende hændelse. Væsentlige supplerende kendetegn ved en kilde belyses af begreberne "første-" og "andenhåndsberetninger". Disse sidstnævnte begreber specificerer forfatterens direkte forbindelse til selve begivenheden.

Hvad kendetegner primære kilder

Skulle en kilde skildre en hændelse fuldstændigt uafhængigt af andet kildemateriale, da er det muligt, at den klassificeres som en primær kilde. Den primære kilde befinder sig kronologisk i umiddelbar nærhed af den hændelse, du beskæftiger dig med, og den er baseret på umiddelbar viden om de omstændigheder eller forløb, der omgiver begivenheden. Den kan antage form af både en første- og en andenhåndsberetning, men dens primære funktion er at give dig den mest direkte adgang til den pågældende begivenhed. Generelt betragtes den primære kilde som den mest pålidelige informationskilde. Det kan dog være udfordrende at lokalisere primære kilder.

Skulle der imidlertid fremkomme et nyt kildemateriale, der enten besidder større nærhed til hændelsen i form af umiddelbar indsigt eller kronologisk placering, eller som din hidtidige primære kilde bygger sin information på, da vil den tidligere definerede primære kilde overgå til at være en sekundær kilde, og det nyligt opdagede materiale vil herefter antage rollen som den nye primære kilde.

Fokus på sekundære kilder

En sekundær kilde er funderet på primært kildemateriale - dens indholdsmæssige grundlag hviler på en primær kilde. Det vil være muligt for dig at identificere, hvorvidt informationerne i et kildemateriale er udledt fra et andet materiale, eller om de er direkte forbundet til selve hændelsen. Som et illustrativt eksempel kunne en historiker, der tager udgangspunkt i primære kilder, beskrive en historisk forekomst ud fra et unikt perspektiv. Den sekundære kilde baserer sig altså på andres indsigter og er følgelig påvirket af den synsvinkel og det kildemateriale, som skribenten/historikeren har foretrukket. Sekundære kilder står i et afhængighedsforhold til primære kilder. Sekundære kilder er typisk let tilgængelige.

Direkte beretninger (Førstehåndsberetninger): Når et individ fremlægger en hændelse, som vedkommende selv har erfaret, klassificeres det som en direkte beretning.

Indirekte beretninger (Andenhåndsberetninger): Skriver en person om, hvad vedkommende ikke selv har erfaret, men derimod har modtaget information om på en anden måde, da er der tale om en indirekte beretning.

Illustrativt eksempel 1: I den beskrevne omstændighed har teksten B tilegnet sig sin information (og eventuelt endda visse sproglige udtryk) direkte fra tekst A. I dette scenario er A at betragte som den primære kilde, mens B er den sekundære kilde.

Illustrativt eksempel 2: Tekst A og tekst B baserer begge deres indsigt på en ikke-identificeret kilde X. Der eksisterer bemærkelsesværdige paralleller mellem tekst A og B, men da den oprindelige kilde forbliver ukendt, vil både A og B fungere som primære kilder, indtil X eventuelt kommer frem i lyset.

Illustrativt eksempel 3: Både tekst A og tekst B indeholder informationer, der er af primær betydning for os, dog manifesterer de sig på divergerende måder. Tekst B demonstrerer en vis afhængighed af tekst A, samtidig med at den viderebringer yderligere oplysninger fra en tekst X, som vi på nuværende tidspunkt ikke besidder adgang til i forbindelse med vores analyse. Følgelig agerer B kun delvist som en primær kilde i denne kontekst.

Resumé af de kildekritiske begreber: primære og sekundære kilder samt første- og andenhåndsberetninger

Et kildemateriale, som udgør den oprindelige eller originale kilde, betegnes som primær. Det er muligt, at en kilde kun delvist besidder karakter af en primær kilde. En primær kilde kan foreligge som både en første- og en andenhåndsberetning.

Samtlige øvrige kilder ansees for at være sekundære, og disse kan ligeledes både være enten førstehånds- eller andenhåndsberetninger.

Skulle det vise sig, at et kildemateriale, som du oprindeligt antog var primært, i virkeligheden bygger sit indhold på et andet materiale, da vil det overgå til en sekundær status.

Konkrete eksempler

1. Ved gennemlæsning af Anne Franks personlige dagbog, bemærkes en situation i undervisningslokalet, hvor hun refererer til en uoverensstemmelse med sin veninde. Dette udgør et primært kildemateriale, idet det er nært forbundet med den beskrevne tidsperiode, og klassificeres tillige som en direkte beretning: Anne Frank har personligt erfaret den pågældende situation.
2. Yderligere, i Anne Franks dagbog, læser vi hendes skildring af et scenario under middagen, hvor diskussionen drejer sig om naziregimets tvangslukning af jødiske forretninger. Dette er ligeledes en primær kilde og ansees for en indirekte beretning: Anne Frank observerede ikke selv butikslukningen, men hun var en del af en samtale vedrørende en aktuel hændelse.
3. Betragt desuden et brev afsendt af Anne Franks far, hvori han detaljeret beskriver, hvordan han personligt har bevidnet nazisternes forsegling af en jødisk butik. Brevet fra Anne Franks far fremstår nu som den primære kilde til begivenheden om lukningen af den jødiske butik, en hændelse Anne Frank omtaler i sin dagbog, hvilket i denne specifikke kontekst transformerer Anne Franks dagbog til et sekundært kildemateriale vedrørende situationen omkring den omtalte butikslukning.