Hvor meget skimmelsvamp kan man tåle
Aspergillose (skimmelsvamp)
16. maj 2022
Hvad er aspergillose?
Aspergillose er i første række en lungesygdom, der skyldes skimmelsvampen Aspergillus. Denne svamp er meget udbredt i naturen, hvor den findes i jord, planter og kompost, og også i bygninger og eksempelvis husstøvmiljøer.
Fugtig hø og græs indeholder ofte store mængder af Aspergillus-sporer.
De fleste af os indånder i løbet af livet mange Aspergillus-sporer uden at blive syge. Sygdom forårsaget af Aspergillus opstår næsten altid hos personer med svækket immunsystem eller astma.
Hvad er symptomerne på aspergillose?
Hvis en person med lungesygdom og/eller svækket immunsystem indånder store mængder af Aspergillus-sporer, kan svampen sætte sig fast og formere sig i lungerne. Aspergillose viser sig derfor ofte ved hoste med slim, åndenød og smerter i brystet.
Hos personer i svær tilstand kan aspergillose udvikle sig til en reel invasion af lungevævet og eventuelt spredes via blodet til f.eks. hjernen. Det kan resultere i anfald.
Primært er personer med et meget svækket immunsystem i risiko for invasion af lungevævet. Det drejer sig om:
- Stamcelle- og organtransplanterede (især lungetransplanterede) personer
- Personer med blodkræft (leukæmi)
- Personer i kemoterapibehandling pga. kræft
- Personer der bruger store doser kortikosteroider
- Personer med AIDS
En mild variant af aspergillose kan manifestere sig som et akut astmaanfald, efter eksponering for støv. Det er en allergisk reaktion på indåndede Aspergillus-sporer. Reaktionen udspiller sig kun i lungerne, dvs. svampen vokser ikke ind i lungevævet og spredes ikke i kroppen.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen mistænker tilstanden hos personer med svækket immunsystem, som fortsat har tegn på infektion, trods behandling med almindelig antibiotika.
Svampen kan dyrkes fra slim, man kan undersøge blodprøver for antistoffer mod svampen, eller tage røntgenbilleder af lungerne, som kan vise forandringer karakteristiske for Aspergillus-infektion.
Personer med astma, der mistænkes for allergi overfor Aspergillus, kan testes ved priktest eller særlige blodprøver.
Hvorfor får man aspergillose?
Store mængder Aspergillus-sporer og en eksisterende lungesygdom eller svækket immunsystem er risikofaktorer for udvikling af aspergillose.
Smitter aspergillose?
Nej.
Er aspergillose arveligt?
Nej.
Hvordan behandler man aspergillose?
Aspergillose behandles med svampedræbende midler, enten som piller eller via injektioner i blodbanen.
Hvis det kun drejer sig om en allergisk reaktion hos astmapatient, vil man forsøge at fjerne så mange sporer som muligt og behandle med almindelig astmamedicin.
Hvad kan jeg selv gøre?
Undgå eksponering for Aspergillus-sporer (f.eks. havearbejde i fugtig jord og hø), hvis du er stamcelle- eller lungetransplanteret. (Tag præventive tiltag.)
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Forværring af astma pga. aspergillose sker akut. Aspergillose i lungerne som følge af anden sygdom udvikler sig over uger og måneder, og sommetider år.
Er aspergillose farligt?
Tidlig diagnose hos patienter med begrænset sygdom eller svagt svækket immunsystem tilbyder en god prognose. Sen diagnose hos kritisk syge patienter giver desværre en dårligere prognose med høj dødelighed.
Hvor udbredt/hyppig er aspergillose?
Astmaforværring ved eksponering for Aspergillus-svamp er mere almindelig. Aspergillose med vækst i lungevævet er sjælden i Danmark, men præcise tal er ikke tilgængelige.
Kan jeg få aspergillose mere end én gang?
Ja.