Hvornår kom første film med superman

Portrætfिल्मे er det nye guld i dokumentargenren, og det er især relevant, når emnet er en kendt og elsket superstjerne.

Denne genre er en fast bestanddel af Sundance-festivalen, som de seneste år har vist film om Robin Williams, Taylor Swift, Kanye West, Little Richard og Michael J. Fox - for blot at nævne et par.

Filmen om sidstnævnte, Still: A Michael J. Fox Movie, minder stærkt om årets kendisportræt, Super/Man: The Christopher Reeve Story.

Den skildrer skuespilleren bag Hollywoods første store Superman, der blev lam fra nakken og ned efter en rideulykke.

De to mænds historier har flere overensstemmelser. Begge opnåede stor succes i en ung alder, udnyttede Hollywood-mulighederne og stiftede familie. De blev ramt af alvorlige helbredsproblemer og viede resten af deres liv til at skaffe opmærksomhed og midler til medicinsk forskning.

Men de har også betydelige forskelle, og da Christopher Reeve døde i 2004, kunne han ikke selv fortælle sin historie.

I stedet får vi interviews og arkivopptagelser med børn, venner og bekendte. Vi møder Christopher Reeve som familiefar, håbefuld skuespiller, sexikon og, ikke mindst, som Superman.

Hovedrollen i Hollywoods første superhelte-blockbuster kom til at definere hans karriere, både positivt og negativt. Allerede inden auditionen advarede venner ham mod at forpligte sig til popcornunderholdning.

Christopher Reeve havde et komplekst forhold til sin strenge akademiske far, som dog åbnede en flaske champagne, da han fik gennembrudsrollen.

Han troede nemlig, at hans søn skulle spille i en nyopsætning af Bernard Shaws teaterstykke Man and Superman. Da han forstod, at det i stedet var kulørt underholdning, ændrede hans holdning sig.

Instruktørerne Ian Bonhôte og Peter Ettedgui er kendt for dokumentarerne McQueen om modedesigner Lee Alexander McQueen og Rising Phoenix om de Paralympiske Lege. De præsterer en solid struktur i fortællingen og lader Christopher Reeve selv kommentere i uddrag fra hans selvbiografier.

En gennemgående visuel metafor er en 3D-skulptur af Christopher Reeve, der flyver gennem et farverigt verdensrum, til tider dækket af grønne krystaller, som kryptonit.

Selv om Christopher Reeve stræbte efter at vise sin dygtighed som seriøs skuespiller, undslap han aldrig sin gennembrudsrolle. Hans andre filmroller blev modtaget med ligegyldighed af både kritikere og publikum.

'Da jeg var ti år gammel, var min far nødt til at lave ugentlige tv-film for at dække udgifterne,' fortæller sønnen Matthew Reeve på et tidspunkt.

Gennembrudsrollen vægtede sandsynligvis ekstra tungt efter den tragiske ulykke, der efterlod ham med handicap.

Rideulykken markerer et naturligt skel i filmen, præcis som det gjorde i Reeve-familiens liv. Og det er, når instruktørerne fokuserer på familiens konsekvenser, at Super/Man er mest gribende.

Da han vågnede omringet af larmende apparater og en ventilator, bebrejdede han sig selv. Og han foreslog sin hustru, skuespilleren og sangerinden Dana, at det måske var tid til at give slip på ham.

'Du er stadig dig. Og jeg elsker dig,' svarede hun.

Dana fremstår som en ubetingede støttemur, der støtter Christopher Reeve og tager føringen i at skaffe midler til hans fond. Samtidig holder hun familiens bånd stærke, inklusive deres fælles barn og to børn fra ægtemandens tidligere ægteskab.

En af de mest gribende fortællinger er Christopher Reeves venskab med Robin Williams, der var hans kollega på skuespilskolen i New York i 70'erne og støttede ham livet igennem - især efter ulykken.

Robin Williams og hans hustru arrangerede en barbecuefest hos Reeve-familien for at vende et mørkt minde til et lykkeligt. 'Jeg har altid ment, at hvis Christopher ikke var død, ville vi stadig have Robin her i dag,' siger skuespillerinden Glenn Close i et interview.

Dana Reeve fik selv diagnosticeret lungekræft kort efter sin mands død og døde et halvt år efter kun 44 år gammel.

'Jeg har været alene lige siden,' siger deres søn William Reeve mod slutningen af filmen, mens halvdelen af salen snøfter. Han dukkede op til en Q&A efter verdenspremieren og gav et kram til en handicappet kvinde, der dårligt kunne stille et spørgsmål.

Dokumentaren om Christopher Reeve er uden tvivl en tåreperser. Men den er også en opmuntrende film om at holde modet oppe, når verden går imod én.