Kan staudesalvie spises

Når sommeren når sit klimaks, kan staudebedet måske fremstå en smule pjaltet - og så melder spørgsmålet sig: Skal stauderne blot passes for sig selv, eller er det på tide at gribe saksen og skabe lidt orden i de halvdøde toppe og svære tjavser, der læner sig hen over naboerne eller breder sig ud over græsplænen?

Begge dele er fuldt ud anbefalingsværdige, men der er - som med alt her i livet - fordele og ulemper. Det er derfor helt og holdent op til dig at vælge, hvad der passer bedst til din lyst, smag og tid, og det er skam tilladt at justere både stil og prioritering mellem år og dag. Stauderne er ligeglade ... eller også er de fuldstændig upåvirkede.

Stauder der kan klippes ned og give ny blomstring

Hvis du beskærer nogle af de afblomstrede stauder ned, kan du glæde dig til endnu et blomsterflor sidst på sommeren. Ganske vist ikke så rigt og flot som ved midsommertide, men ganske pænt og forfriskende i en sensommerhave, hvor der ofte er mangel på lidt farve.

Storkenæb er en af de mest sikre "gen-blomstrere", og du kan næsten ikke klippe den for hårdt ned. Det er bare at gribe rosensaksen eller hækkesaksen og rense stauden for visne blomster og gamle blade. Efter den behandling vil den se meget forknyt ud i en fjorten dages tid, men så begynder der at dukke nye friske blade frem, og før man får set sig om, står der en tæt og grøn tue med knopper i vente.

Lodden løvefod kan også tåle en rimeligt håndfast behandling. De tætte blomsterklaser, der lyser så diskret men dejligt op med deres gulliggrønne nuancer, har en rigtig dårlig tendens til at læne sig hen over græs og naboplanter i regnvejr. I førsten snupper man blot et par stilke eller fem og sætter ind i stuens vaser, men der kommer et tidspunkt, hvor løvefoden overskrider den almindelige grænse for god ro og orden, og så skal den store saks frem.

[x]
På det tidspunkt er der som regel allerede skudt nye irgrønne blade op i midten af stauden, og så er det blot at beskære alt gammelt og tungt væk - og glæde sig til de knapt så kraftige blomsterklaser, som muligvis dukker op sidst på sommeren.

Katteurt, der også er kendt som fattigmandslavendel eller blåkant, blomstrer længe og energisk, men i midten af juli begynder den at falme og give staudebedet et lettere forsømt udtryk. Så er det blot at studse den lidt i kanterne, og snart fremkommer nye stilke med de små blå blomster, som humlebier og sommerfugle elsker.

Staudesalvie kvitterer ligeledes positivt på en lettere studsning, og valmuerne, der jo visner i takt med at frøstandene modner, kan også tåle nærkontakt med saksen. De sætter flotte grønne duske, hvis de bliver beskåret i bund efter endt blomstring, og måske dukker der endda et par enkelte blomster op sidst på sommeren.

Det naturlige staudebed uden nedklipning

Du kan selvfølgelig også vælge at lade stauderne passe sig selv. Læn dig tilbage i liggestolen, nyd nuet og glæd dig over naturens til tider kaotiske men forunderlige gåde.

Småfuglene vil samle frø og insekter mellem de tætte stauder, sneglene - og her tænker jeg vel at mærke på de søde snegle med hus på ryggen - vil spise sig mætte i henfaldne og halvvisne plantedele i stedet for at forgribe sig på staudernes friske blade. Og alle de små mikroorganismer, der lever i jorden, vil langsomt men sikkert omsætte det forgængelige plantemateriale til næringsstoffer. Dit staudebed vil med andre ord blive mere og mere frodigt, uden at du løfter en finger.

En del af stauderne vil formentlig kaste frø og formere sig, som de lyster. Og så er det, at det begynder at blive spændende. Et staudebed, der langt hen ad vejen får lov at passe sig selv, vil hvert år tilbyde nye overraskelser. Tit forstår naturen endda at sætte blomsterne sammen på smukkere og mere dristige måder, end vi mennesker ville have våget.

Del på Facebook