Hvornår afsluttedes reformationen?

Ordet reformation betyder reelt set forbedring eller mere direkte "at omforme", men det er især blevet anvendt som betegnelse for den primært nordeuropæiske protestbevægelse i det tidlige 16. århundrede, som løsrev sig fra den katolske kirke og etablerede de protestantiske kirkesamfund. Oprøret var oprindeligt et internt kirkeligt anliggende, der i første omgang var rettet mod den katolske kirkes praksis med afladshandel, hvor man gennem en økonomisk gave til kirken kunne mindske sin tid i skærsilden. Ifølge den middelalderlige katolske tro var skærsilden et midlertidigt sted før Himmeriget, hvor sjælen blandt andet skulle renses for synder gennem lutrende ild. Martin Luther, reformationens hovedfigur, kritiserede i 1517 skarpt afladshandlen i sine kendte "95 teser", og med reformationen blev både afladshandlen og religiøse ritualer som skærsilden som teologisk idé afskaffet. Bevægelsens epicenter var universitetet i Wittenberg, Tyskland, hvor Luther boede og underviste, og derfra spredte den sig til det øvrige Nordeuropa, inklusive Danmark.

Den danske reformation udviklede sig forskelligt i forskellige tempi og på forskellige områder. I starten omtalte man ikke altid reformationen som luthersk, men snarere som evangelisk, fordi Luther prioriterede forkyndelsen af evangeliet.

Den definitive reformation af Danmark fandt sted ved en kongelig beslutning i 1536, men forud for dette havde reformationen været på vej flere steder. Allerede Christian 2. (født i 1481, regent fra 1513 til 1523) indførte love (Land- og Byloven fra 1522), som bar præg af tidens reformidéer og blandt andet reducerede kirkens autoritet. Disse love var en medvirkende faktor til, at Christian 2. i 1523 blev afsat som konge af Danmark og blev tvunget til at flygte fra landet. Flugten gik først til Wittenberg, hvor Christian 2. stiftede bekendtskab med Luther og bekendte sig til lutherdommen. Hans hustru, Elisabeth af Habsburg, søster til Europas mest magtfulde monark, den katolske tysk-romerske kejser Karl 5. (1500-1558), modtog under deres tid i Tyskland nadveren i begge former, dvs. både brød og vin under altergangen - hvilket var det klareste tegn på overgangen til lutherdommen. Ved den katolske nadver modtog menigheden nemlig kun brødet, mens vinen var reserveret til præsten, dog på menighedens vegne.

Den primært luthersk inspirerede reformationsbevægelse ankom først til Slesvig-Holsten og spredte sig hurtigt til Viborg, Malmø og Fyn. Allerede i 1526 var den politiske magt blevet så påvirket af reformationsbevægelsen, at kongen og rigsrådet vedtog, at paven ikke længere skulle bekræfte valget af biskopper. Dermed blev forbindelsen til Rom i realiteten afbrudt.

I Haderslev, hvor den senere Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) var hertug, blev der i 1526 etableret evangeliske præsteseminarier. Det samme skete i Viborg, hvor Hans Tausen (1494-1561) i årene forinden var begyndt at prædike luthersk, mens han stadig var munk. Efter at have forladt klostret kunne Tausen ikke længere prædike i kirken, men fortsatte i stedet sin prædikenvirksomhed under åben himmel. Det kunne han gøre uden nævneværdig fare, da han nu var beskyttet af et kongeligt værnebrev og var under byens beskyttelse. Tausens succes gav ham igen mulighed for at prædike i byens kirker, og han inviterede byens indbyggere til aftensang i franciskanernes klosterkirke. Dermed spærrede de for tiggermunkenes anvendelse af kirken til de daglige tidebønner. I 1530 præsenterede Tausen sammen med de øvrige evangeliske prædikanter en luthersk bekendelse på det årlige møde mellem kongen og rigsrådet, herredagen, i København i 1530, kendt som Confessio Hafniensis. På det tidspunkt havde reformationsbevægelsen solid opbakning fra borgerskabet i de større byer.

I 1527 nåede den evangeliske bevægelse Malmø, hvor bystyret hurtigt implementerede reformationen inspireret af byreformationerne i Sydtyskland. Året efter indførte Malmøs byråd en udelukkende dansksproget gudstjeneste.

Da der i 1527 blev afholdt herredag i Odense, begrænsede kongen de katolske biskoppers autoritet til kun at gælde katolikker. Ifølge kongen burde tro være en privatsag. Selvom tiende fortsat skulle betales, blev mange kirkelige gebyrer og bøder enten ophævet eller overført til den verdslige magt. Dette påvirkede især klostrenes økonomi negativt.

I 1530 gennemførte Viborg en komplet luthersk reform af byens gudstjeneste, og man nedrev 12 af byens kirker. De fleste af disse kirker havde været tilknyttet katolske klostre, men da munkene enten frivilligt eller under tvang havde forladt klostrene, var mange af kirkerne blevet overflødige.

I 1520'erne var Danmark præget af omvæltninger og splittelse mellem de traditionelle katolikker, som ubetinget støttede paven og det gamle system, reformkatolikker, der var inspireret af humanismen og ønskede reformer, og de evangeliske, som ville gå skridtet videre og bryde fuldstændigt med Rom for at indføre lutherdommen. Da Frederik 1. (født i 1471, regent 1523-1533) i 1523 blev hyldet som konge i Viborg (han blev kronet året efter) af Christian 2.'s modstandere, efter at de havde drevet ham på flugt, var der højadelige og gejstlige medlemmer af rigsrådet. Flere af dem havde spillet en central rolle i oprøret mod Christian 2. og havde derfor støttet Frederik 1. i at komme til magten. Blandt disse var der ikke stor begejstring for hverken reformationen eller reformkatolicismen. Frederik 1. måtte derfor love at afvise enhver kætter og ikke tillade tilhængere af Luther eller andre at prædike imod det, som de katolske rigsråder anså for den sande kristendom.

Frederik 1. holdt dog ikke dette løfte. Han havde behov for at manøvrere mellem de forskellige grupperinger i Danmark. Det viste sig hurtigt, at han var positivt stemt over for Luthers ideer og den evangeliske bevægelse, i modsætning til adelen, der i høj grad støttede de katolske biskopper. I 1526 lod Frederik 1. sin datter blive gift med Albrecht af Preussen, der var konverteret til lutherdommen og derfor blev betragtet som en afviger af den katolske kirke. Endnu mere opsigt vakte det, da kongen i forbindelse med brylluppet brød den katolske fredagsfaste. Desuden var det Frederik 1., der udstedte et værnebrev til Hans Tausen, så han var under kongens beskyttelse.

Ved Frederik 1.s død i 1533 var der dog stadig så mange katolske biskopper i rigsrådet, at de kunne forsinke valget af en ny konge. De ønskede nemlig ikke at støtte det åbenlyse valg: den lutherske hertug Christian af Slesvig. Udskydelsen af kongevalget førte Danmark ud i en borgerkrig, også omtalt som Grevens Fejde. Rigsrådet indgik en alliance med hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som igen var allieret med Nederlandene. Lübeck, en betydelig politisk og økonomisk magtfaktor i Nordeuropa, var i handelskrig med Nederlandene. Derfor dannede Lübeck en alliance med de to største byer i det danske rige, København og Malmø. I tilfælde af en sejr ønskede sidstnævnte parti at genindsætte Christian 2. som konge. Efterhånden som den tyske hær fra Lübeck trængte frem på Sjælland og Fyn, blev der indført evangeliske gudstjenester, og de katolske biskopper blev fordrevet.

Den jyske adel, som ikke var begejstret for reformationen, så ingen anden mulighed end at støtte den åbenlyst lutherske Christian 3. Selv den katolske biskop Bille i Aarhus måtte støtte ham, selvom det betød, at Danmark ville blive luthersk. Adelen håbede på en mildere behandling fra Christian 3., da de aktivt havde bekæmpet Christian 2.

Uanset resultatet af borgerkrigen ville Danmark altså blive luthersk. Selvom Christian 2. havde konverteret tilbage til katolicismen for at opnå kejserens støtte til at generobre sit land, fulgte lutherdommen med, da han var afhængig af hjælp fra det protestantiske Lübeck. Christian 3. gik altså sejrrigt ud af borgerkrigen og indførte reformationen med stor kraft. På stænderforsamlingen i 1536 blev alle de katolske biskopper afsat, og deres betragtelige ejendom blev konfiskeret af kongen. De katolske biskopper blev erstattet af nye lutherske.

Christian 2., som med en vis ret kan siges at have påbegyndt reformprocessen i Danmark, endte med at tabe kampen om tronen. Han blev til sidst taget til fange og sad fængslet til sin død, først på Sønderborg Slot og senere i Kalundborg, mens den reformproces, han havde været med til at igangsætte, blev fuldendt med et tydeligt luthersk præg.

Reformationen havde vidtrækkende konsekvenser. Den gennemgribende omlægning af kirkens økonomi fra 1527 blev bekræftet i recessen fra 1536. Der skulle fortsat betales tiende, men ikke længere til kirken. I stedet skulle kongen stå for opkrævningen, og indtægten skulle ligesom tidligere deles i tre dele ifølge recessen: En del til lønning af præster, en del til vedligeholdelse af sognekirkerne og en del til kongen, som overtog aflønningen af de nye tilsynsførende superintendenter, hvilket i en kortere periode var det nye navn for biskopper.

Den nye ordning for kirken blev sendt til Luther i Wittenberg for at blive godkendt. Det illustrerer den betydningsfulde rådgivende rolle, som reformatorerne i Wittenberg spillede i disse år. I 1537 rejste Johannes Bugenhagen (1485-1558), som var en del af Luthers inderkreds, fra Wittenberg til Danmark for at assistere kongen med at indføre en ny luthersk kirkeordning. Blandt andet ordinerede Bugenhagen, der bemærkelsesværdigt nok ikke selv var ordineret, dvs. indviet som præst, de nye biskopper/superintendenter. Dermed blev der effektivt gjort op med forestillingen om apostolsk succession, det vil sige en ubrudt linje tilbage til apostlen Peter, hvilket stadig spiller en stor rolle i katolsk embedsudøvelse.

I 1537 kunne Christian 3. lade sig krone som luthersk konge af Johannes Bugenhagen. Som noget nyt skete kroningen også uden den katolske kirkes deltagelse. Dermed blev Danmark det første eksempel på et helt kongerige, der kollektivt konverterede til den lutherske tro.

Christian 3. indførte nye love, der skulle regulere forholdet mellem kirken og den politiske magt. Disse blev samlet i Kirkeordinansen, der blev indført i 1537, samme dag som Bugenhagen indviede de nye biskopper. Dog blev Kirkeordinansen først endeligt godkendt i en lettere revideret dansk version i 1539.

Kirkeordinansen skelnede skarpt mellem det åndelige og det verdslige regimente, det vil sige mellem religiøs og politisk styring. Kongen fik ansvaret for at varetage kirken og blev nu officielt dens overhoved. Herefter skulle kirken udelukkende beskæftige sig med det teologiske område, især forkyndelsen af den rette lutherske lære til befolkningen. Kirken var ikke længere en selvstændig politisk magtfaktor. Ligesom i forlængelse af Luthers lære blev kirken frataget enhver juridisk myndighed. I middelalderen var flere områder reguleret af kirken, herunder ægteskab og seksualitet. Samtidig fungerede klostre og bispesæder som godsejere på samme måde som adelige og forvaltede også den verdslige myndighed og kunne uddele bøder og straffe. Nu overgik stort set alle disse områder, bortset fra sager mellem gejstlige, til den verdslige øvrighed, det vil sige kongemagten. Med tiden opstod der dog et behov for kirkens ekspertise inden for eksempelvis ægteskabsområdet, og helt op i 1700-tallet blev retssager vedrørende ægteskab behandlet ved de såkaldte tamperretter, hvor dommerkollegiet bestod af både verdslige og gejstlige dommere. Kirkeordinansen blev desuden fulgt op af nye gudstjenesteordninger og salmebøger, og i 1550 udkom Christian 3.s bibel, som var den første komplette oversættelse af Bibelen til dansk.

• Frederik 1., 1471-1533
• Christian 2., 1481-1559, regent 1513-1523
• Christian 3., 1503-1559
• Grevens Fejde 1534-1536
• Christian 2.s danske oversættelse af Det Nye Testamente, 1524
• Martin Luthers forståelse af forholdet mellem religion og politik
• Reformationen og videnskabens verden
• Frederik 2. som evangelisk-luthersk konge
• Niels Hemmingsen, 1513-1600
• Clementsfejden 1534
• Poul Helgesen, ca. 1485 - 1534
• Bogtrykkets betydning for reformationens indførelse, ca. 1450-1536
• Den lutherske reformation og bogtrykket, ca. 1536-1660
• Tillid og reformationen
• Reformation, idealskabelse og magtlegitimering hos den danske højadel, 1536-1660
• Diakonien i Danmark efter reformationen i 1536
• Johannes Bugenhagen, 1485-1558
• Bibler, billeder og religiøs propaganda i 1500-1600-tallet
• Gudstjeneste i Danmark efter reformationen
• Reformationens moderne betydning
• Martin Luthers syn på jøderne
• Tamperretterne - domstolene til behandling af ægteskabssager, 1542-1797
• Joachim Rønnow, ca. 1497-1542

• Recessen om reformationen, 30. oktober 1536
• Uddrag af 'Den københavnske reces' om trolddomssager, 6. december 1547
• Uddrag af Peder Palladius' 'En Visitatsbog': "Om troldkvinder en formaning og undervisning", ca. 1543
• Uddrag af 'Den kalundborgske reces' om trolddomssager, 21. november 1576
• Uddrag af Poul Helgesens Skibbykrønike: om Herredagen i 1533 og retssagen mod Hans Tausen
• Uddrag af Poul Helgesens Skibbykrønike: om reformationen i Malmø 1527-1529
• Uddrag af Poul Helgesens Skibbykrønike: om Hans Tausens ankomst til København i 1529
• Uddrag af Poul Helgesens Skibbykrønike: om stormen på Vor Frue Kirke i København i 1530
• Uddrag af Martin Luthers 'Om Kristi nadver. Bekendelse', 1528
• Anordning om Reformations Jubelfesten, 19. april 1817
• Luthers Lille Katekismus 1529 (1953-udgave)
• Martin Luther som køllesvingende Hercules Germanicus, 1522
• Reformationsmonumentet på Bispetorvet i København fra 1943
• Krøniken om Gråbrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark fra 1530'erne: uddrag om klostrene i Viborg og Næstved
• Kirkeordinansen, 14. juni 1539
• Martin Luthers 95 teser mod afladen, 31. oktober 1517
• "Luther-Festen" i Nationaltidende, 10. november 1883
• "En Jubilæumsbuket, plukket i Luthers egen Have" i Social-Demokraten, 11. november 1883
• "Fra Luthers Hus-Liv", Nutiden i Billeder og Text, 11. november 1883
• Luther-produkter i Berlingske politiske og Avertissements-Tidende, 10. november 1883
• Uddrag af Ingeborg Christoffersdatter Gyldenstiernes ligprædiken, 1592
• Uddrag af Jørgen Ottesen Rosenkrantz' ligprædiken, 1597
• Søren Krarup om reformationens betydning, Tidehverv, maj 2010
• Fredstraktat mellem hertug Christian og byen Lübeck, 18. november 1534
• Relikviet fra Roskilde Domkirkes skytshelgen Sankt Lucius, ca. 1100-1536

• Schjørring, Jens Holger og Bach-Nielsen, Carsten (red.): Kirkens Historie, bind 2 (2012).
• Lausten, Martin Schwarz: Reformationen i Danmark (2011).

Skrevet af:

Artiklen indeholder tekst fra:

Publiceret på nettet

, se al aktivitet

Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Holm, Bo Kristian: Reformationen i Danmark, ca. 1520-1539 i Danmarkshistorien på lex.dk. Hentet fra https://danmarkshistorien.lex.dk/Reformationen_i_Danmark,_ca._1520-1539