alebuzz.pages.dev

Hvornår blev guldfuglen frastjålet

Gåsetårnet

Tag en tur i det 36 meter høje Gåsetårn, og forbered dig på at træde ind i en fortælling, der rækker højt op i luften.

Undervejs på din udflugt vil du have mulighed for at gå på opdagelse i det historiske tårn indefra og tage på en spændende tur i udstillingen 'Under belejring', hvor du vil se, hvordan en middelalderlig belejring af Gåsetårnet og resten af fæstningen kunne have taget sig ud.

Turen kulminerer på toppen, hvorfra du får den mest betagende udsigt over hele Vordingborg. Fra vores udsigtsplatform kan du forestille dig, hvordan det må have været at være konge i middelalderen og kigge ud over hele dit kongerige.

Gåsetårnet under belejring

På din rundvisning i Gåsetårnet vil du opleve udstillingen 'Under belejring'. Her vil du få et indblik i, hvordan en belejring af Gåsetårnet i middelalderen kunne have set ud. Lykkeligvis foregår det hele digitalt, så tårnet bevares intakt, og du slipper for at skulle bekymre dig om omkringflyvende pile.

Det, du derimod kan se frem til, er en vandring ind i middelalderens univers, spækket med bombardementer af både konstruktioner og sanseindtryk, idet historien pludselig bliver bragt til live i et inferno af eksplosioner og krigshandlinger.

Gå ind i historien

Vi skruer tiden tilbage til middelalderen. Dengang stod hele ni tårne af samme kaliber som Gåsetårnet og ragede imponerende op fra fæstningen.

I dag er Gåsetårnet det eneste tilbageværende tårn fra den tidligere så imponerende fæstning i Vordingborg, hvorfra Valdemar Atterdag styrede kongeriget Danmark.

Når du for første gang sætter foden inden for i det historiske Gåsetårn, bliver du straks overvældet af den historie, som ligger lige foran dine fødder.

For selvom Gåsetårnet løbende er blevet renoveret og i dag er i god stand, bærer tårnet stadig præg af den fængslende historie, der engang udspillede sig lige præcis her.

Guldfuglen på toppen af Gåsetårnet

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor det kaldes Gåsetårnet, og hvad den gyldne fugl symboliserer?

I året 1367 stod den daværende konge, Kong Valdemar Atterdag, over for krigserklæringer fra ikke færre end 77 tyske hansestæder. Men Valdemar tog det ikke ilde op - tværtimod! Som en hån mod modstanderen satte han en gylden fugl på toppen af det nyopførte forsvarstårn. Han var nemlig ikke mere utryg ved dem end ved 77 larmende gæs, udtalte han.

Den guldfugl, som er placeret på toppen i dag, er ikke den identiske med den, som Valdemar Atterdag placerede på tårnet. Den originale guldfugl blev nemlig stjålet af den danske konge Erik af Pommern, da han flygtede fra Danmark med statskassen under armen. Legenden fortæller, at han mistede fuglen i havet, og at den stadig befinder sig der.

Den nuværende guldfugl er faktisk næsten 1 meter på alle sider. Den blev fremstillet i 1871, og 100 år senere blev den belagt med hele to kg guld.

Hvorfor står Gåsetårnet der stadig?

Selvom Gåsetårnet har 650 år på bagen, er det stadig i utrolig god stand. Men hvad er årsagen til det, når nu resten af Vordingborg slot er næsten forsvundet?

Hele slottet og fæstningen forfaldt, da magtens omdrejningspunkt rykkede fra Vordingborg og det sydlige Sjælland op til Københavnsområdet.

Dengang var der ikke den store interesse for at bevare bygninger og kultur for fremtiden. Men Gåsetårnet blev benyttet som fængsel, og derfor blev lige netop denne del af fæstningen vedligeholdt, mens resten af tårnene væltede ned i voldgravene, eller murstenene blev brugt til andre byggerier i området.


  • til