Hvad var Muhammeds meddelelse?

Profeten Muhammad

Guds profet og budbringer Muhammad blev født i Mekka omkring den 12. Rabi al-awwal i år 570 e.Kr. Hans far, Abdullah, var søn af Abd al-Muttalib, en højt anset leder af Quraish-stammen, der havde tilsyn med byens helligdomme. Tidligt i sin tilværelse mistede Muhammad begge sine forældre og voksede op hos sin onkel Abu Thalib. Muhammad var fra sin tidligste ungdom kendt som en retskaffen og pålidelig mand. Disse karaktertræk var temmelig usædvanlige i det daværende Arabien, og han fik tilnavnet Amin, "Den Tillidsvækkende" eller "Den Troværdige". I en alder af 25 år giftede han sig med en velhavende forretningskvinde ved navn Khadijah, hvis karavaneleder og bogholder han allerede havde været forinden. I en alder af fyrre år modtog han den første åbenbaring og blev af Gud gennem ærkeenglen Gabriel beordret til at forkynde Hans budskab:

Læs! I navnet på din Herre og opretholder,
som skabte mennesket fra en klump størknet blod.
Forkynd! Din Herre er den mest gavmilde.
Ham, der lærte jer brugen af pennen -
lærte mennesket, hvad det ikke vidste! (Koranen 96:1-5)

Muhammad var meget beskeden, og han følte sig uegnet til at sprede kendskabet til det guddommelige budskab; dog opmuntrede og ansporede hans kone Khadijah ham på alle måder til at prædike den åbenbaring, han havde modtaget. Hans unge fætter Ali, søn af Abu Thalib, hans tidligere slave Zaid og hans ven Abu Bakr støttede ham også på alle måder. I Mekka - og særligt i Quraish-stammen, som hans egen familie var en del af - mødte han stærk modstand, faktisk fjendtlighed. Så længe denne modstand var begrænset til at forårsage ham personlige krænkelser, fandt Muhammad sig tålmodigt heri; men da modstanden tiltog og begyndte at gribe ind i hans prædikearbejde, rejste han sammen med flere andre muslimer til ørkenbyen Taif for at udbrede kendskabet til islam blandt de arrogante indbyggere. De udsatte ham for mishandling af værste skuffe; alligevel var han mere bekymret over den behandling, hans ydmyge ledsagere blev udsat for. På trods af alle de forhindringer, som hans modstandere lagde i vejen for hans virke, voksede skaren af tilhængere støt, og man bestræbte sig yderligere på at stoppe ham. Profeten Muhammad bad inderligt om Guds kraft og vejledning. Derigennem blev han beordret til at udvandre til byen Yathrib, hvor man vidste, at der allerede befandt sig en del tilhængere, der levede fredeligt side om side med den kristne del af befolkningen og de jøder, der havde slået sig ned uden for byen.

Konspirationen
I Mekka ventede Muhammad på det tidspunkt, hvor det behagede Gud at genforene ham med vennerne og tilhængerne, der var emigreret for at tjene Guds sag, da man i Yathrib havde lovet dem beskyttelse under udbredelsen af Guds budskab. Denne udvandring måtte finde sted for at frelse muslimerne fra Quraish-stammen, som desuden var den stærkeste og mest magtfulde på Den Arabiske Halvø. Udvandringen lykkedes - bortset fra et par muslimer, som Quraish-stammen udsatte for tortur og forbandelser for at få dem til at afsværge deres tro; men de holdt fast. Gud pålagde Profeten Muhammad at fremsige følgende bøn under udvandringen:

Sig: "Oh Herre! Lad min indgang være gennem sandhedens og ærens port, og lad ligeledes min udgang være gennem sandhedens og ærens port. Og tilstå mig gennem Din nærhed bistand og autoritet."

Quraish-stammen sammensvor sig for at få Muhammad til at opgive sit prædikearbejde. Man frygtede en krigserklæring fra hans tilhængere i Yathrib og dermed udelukkelse fra karavanevejene til Syrien. For at undgå blodhævn foreslog man ved et møde i Mekka, at én ung mand fra hver stamme skulle sænke sit sværd i Muhammad på samme tid. Derved ville hans familiemedlemmer i Quraish-stammen blive tvunget til at acceptere en bod i stedet. Denne fremgangsmåde blev godkendt af de implicerede, og det næste trin var at vælge de unge mænd og deres sværd; dog beskyttede Gud Sin profet mod deres komplot. På selve natten, hvor den planlagte udåd skulle ske, og mens gerningsmændene var begyndt at omringe Muhammeds hjem, fandt der her en samtale sted mellem ham og hans unge fætter Ali om de begivenheder, man allerede vidste, skulle finde sted. De bestemte, at Ali skulle lægge sig på Muhammeds leje og tage hans grønne kappe på. Næste morgen skulle han så give folk tilbage, hvad man tidligere havde betroet i Muhammeds varetægt. Han ønskede at rydde op, inden han forlod sin fødeby, hvilket faldt ham meget svært. Derefter sagde Muhammed farvel til Ali og udtrykte ønsket om, at Gud ville beskytte dem begge, så de kunne mødes i god behold i Yathrib. I mellemtiden havde de unge mænd fuldstændig omringet huset. De troede, at Muhammad sov, så de besluttede at vente til morgenen og dræbe ham, når han forlod huset. Da denne beslutning blev taget, havde Muhammad imidlertid allerede forladt huset og var ankommet til sin ven Abu Bakrs dør. Da Abu Bakr så ham stå i døren, udbrød han: "Guds budbringer kommer ikke på denne sene natte time, medmindre der er sket noget!" Profeten trådte ind i huset og spurgte sin ven, hvem der var til stede. Abu Bakr svarede, at hans søn Abdullah og hans to døtre Aisha og Asma var der. Derefter fortalte Profeten sin ven om Guds budskab om evakueringen, hvor Gud havde udpeget Abu Bakr til at være hans ledsager på rejsen. Glædestårer trillede ned ad Abu Bakrs kinder, og han fortalte, at han allerede havde sørget for de penge, han ville bruge på Guds sag, udover to dromedarer og en fører. Muhammad svarede, at de ikke havde brug for de to dromedarer på dette tidspunkt, da de skulle rejse mod syd og være der i nogle dage. Abu Bakr forstod, at de skulle rejse mod syd for at forvirre deres fjender. Der ligger en hule ved Thour syd for Mekka i retning mod Yemen. Deres fjender ville sikkert antage, at de ville vandre mod nord direkte mod Yathrib. Herefter instruerede Abu Bakr sin søn Abdullah om, hvordan han skulle komme i kontakt med dem ved hulen i Thour for at informere dem om Quraish-stammens aktiviteter i eftersøgningen af ham og Muhammad. Han gav også sin hyrde Amer ben Johair besked om at drive fårene i retning af Thour og bringe noget af deres mælk til dem i hulen. Til sidst bad han sine to døtre om at tilberede deres fornødenheder til rejsen. Nu forlod Profeten huset sammen med Abu Bakr ad bagsiden, og de begav sig mod hulen.

Ved daggry stod Ali op, og de sammensvorne så gennem et hul i døren, at det var Ali og ikke Muhammad, der opholdt sig i huset. Nu kom også deres slægtninge til for at finde ud af, hvordan de havde klaret den opgave, de var blevet pålagt. De blev ude af sig selv af raseri, da de så, at Profeten ikke var til stede. De pågreb Ali og begyndte at torturere ham for at få ham til at afsløre Muhammeds skjulested. De fortsatte deres tortur, indtil Alis slægtninge greb ind og befriede ham, og han bevarede fortsat sin hemmelighed. Indbyggerne i Mekka var oprørte over, at Muhammad forlod stedet netop, som de havde besluttet at dræbe ham, og de delte sig op i adskillige grupper og indledte en eftersøgning. Nogle drog i retning af Yathrib, andre tog til Abu Bakrs hus, da han var den af vennerne, der stod Profeten nærmest. Denne gruppe blev anført af Abu Jahl. Man spurgte Asma, hvor hendes far var; men hun lod, som om hun ikke hørte dem. Så vidste de, at begge vennerne havde forladt Mekka. I sin vrede slog Abu Jahl Asma hårdt i ansigtet.

Forfølgelsen
Man hidkaldte en af tidens dygtigste sporfindere. Hans navn var Saraqa. Han fulgte de flygtendes spor helt til hulens nærhed, hvor han mistede sporet. Dette var aldrig sket ham før, og man undrede sig. Netop i dette øjeblik kom en fårehyrde, og man spurgte ham, om han havde set to mænd på sin vandring. Han svarede dem, at de muligvis var inde i hulen; men han indrømmede, at han slet ikke havde set nogen på vej mod hulen. Mændene skyndte sig hen til hulens indgang med stokke og sværd løftet højt over deres hoveder, alle var ivrige efter at have den ære at dræbe Profeten. I dette øjeblik var Muhammad fordybet i bøn. Abu Bakr rystede af angst for Profetens liv og sikkerhed, da han hørte den ophidsede menneskemængde nærme sig hulens indgang, og han ønskede at beskytte ham med sin egen krop. Da Muhammad var færdig med at bede og bemærkede de bekymringer, der plagede hans ven, sagde han: "Vær ikke bekymret. Vi har Gud med os!" En af de unge mænd kom til indgangen af hulen blot for at opdage, at hulens indgang var dækket af et tykt lag spindelvæv. Foran indgangen voksede et stort træ, og i kronen rugede to duer på deres æg. Da resten af selskabet nåede frem til hulens indgang, gav man den først ankomne unge mand ret, da han udbrød: "Disse spindelvæv må bestemt have været her siden længe før Muhammed blev født!" Lidet anede de, at de i dette øjeblik var vidne til et mirakel. Også Abu Bakr erkendte, at det var Guds mirakel, der havde frelst deres liv. Da han udtrykte sin lettelse over deres redning, fik han følgende svar: "Overalt, hvor to mennesker er sammen, er Gud deres tredje følgesvend!"

Forfølgerne spredte sig i det omkringliggende landskab og fortsatte eftersøgningen; dog blev Muhammad og Abu Bakr i hulen i tre dage, indtil eftersøgningen blev indstillet. Abu Bakr fik kontakt med sin søn og bad ham hente to dromedarer og en fører, som kunne tage dem ad en ubrugt sti langs Det Røde Hav. På denne rejse blev de set af en købmand. Da denne ankom til Mekka, fortalte han det til medlemmerne af Quraish-stammen, og blandt dem, der hørte det, var Saraqa - den sporfinder, der skulle have ført folkene til Profetens skjulested. For selv at kunne modtage hele belønningen på de 100 kameler overtalte han folkene fra Quraish-stammen til at glemme købmandens beretning om, at han havde set Muhammad på vejen langs kysten. Han steg hurtigt til hest og red i den retning, købmanden havde angivet. To gange faldt han af hesten; men han fortsatte stædigt med at galoppere, til han nærmede sig Muhammad og Abu Bakr. Da de fik øje på ham, bankede Abu Bakrs hjerte igen af frygt for Profetens sikkerhed; men han trøstede ham igen med ordene: "Vær ikke bange, Abu Bakr. Gud er med os!" Og Gud var i sandhed med dem. Saraqas hest stejlede for tredje gang og kastede ham af. Nu blev Saraqa virkelig forskrækket og forstod, at HANS gud ikke kunne hjælpe ham i dette forehavende. Så han bestemte sig til ikke at gøre Muhammad og hans ledsager fortræd - ja, han hindrede endog folkene fra Quraish-stammen i at forfølge dem.

Ankomsten til Yathrib
Ali, søn af Abu Thalib, begav sig helt alene til fods ud på den lange, hårde rejse til Yathrib efter at have leveret alle de værdigenstande tilbage, som folk havde betroet i Profetens varetægt. Da de alle glade mødtes ved Koba, blev de der i fire dage, og Muhammad byggede en moské på stedet. Efter yderligere anstrengelser ankom Profeten Muhammad og hans følgesvende endelig til Yathrib, og de blev hyldet med høje fryderåb af byens befolkning. Alle i Yathrib var glade for at modtage ham, mens hans eget folk havde afvist ham. Mange mennesker tilbød, at han kunne bo hos dem; men han afslog venligt, idet han sagde: "Jeg vil bo, hvor Gud ønsker, jeg skal slå mig ned." Derefter besteg han sin dromedar, og da den af sig selv stod stille, spurgte Profeten, om han kunne købe stedet. Handelen gik i orden, og der blev bygget et hus og en moské på dette sted.

Profetens virke i Yathrib
Lidt efter lidt flyttede alle Muhammeds venner, familiemedlemmer og tilhængere til Yathrib. De blev støttet af store dele af den kristne befolkning i byen, såvel som af den jødiske menighed uden for byen. Af denne grund har Muhammed altid pålagt sine tilhængere at respektere dem, der også har en Bog. Denne holdning til omgivelserne fremmede en følelse af broderskab mellem folkene. Hver eneste immigrant fik en bror blandt deres tilhængere i den lokale befolkning. Således hjalp Muhammad alle til at føle sig som én stor familie og til at elske og beskytte hinanden. Muhammad oprettede en pagt med de kristne og jøderne for at forene alle i og omkring Yathrib. Nogle af dem anerkendte ham som en sand profet og fulgte ham. Imidlertid brød jøderne hurtigt deres del af aftalen og afviste Muhammad som den Messias, de havde ventet på, og begyndte i stedet at efterstræbe hans liv. På trods af at Mekka var Profetens hjemby, fortsatte han med at bo i Yathrib, hvor han havde fået beskyttelse i de første svære år. Yathrib fik nu navnet "Madinat-un-Nabi" (Profetens by), og blev senere kendt som Medina. Islams tidsregning, der følger månekalenderen, startede samme år som udvandringen (al-hijra). Året kaldes derfor år 0 A.H. (Anno Hijra). Ved ankomsten til Medina blev den første islamiske menighed dannet, som nogensinde er blevet registreret i mandtal. Derfor kan man med fuld ret hævde, at her begyndte islam som en verdensreligion i nyere tids historie. I forbindelse hermed bør man lægge mærke til, at menigheden bestående af de første registrerede muslimer i verden ikke var de første muslimer, verden har hørt om, da man absolut må kalde Adam og Eva fra Edens Have de første muslimer i menneskehedens historie. Årsagen er indlysende: De kendte kun én sand, levende Gud. De havde aldrig hørt om Jesus, Jomfru Maria eller nogen af de helgener, man tilbeder i andre religioner i dag.

I det niende år efter udvandringen tog Profeten Muhammad på pilgrimsfærd til Mekka, hvor han modtog følgende åbenbaring:

I dag har Jeg fuldendt jeres religion for jer, givet jer alle Mine velsignelser og har valgt islam som religionen for alle mennesker. (Koranen 5:4)

Profeten forstod betydningen af denne åbenbaring. På bjerget Arafat holdt han i denne anledning en historisk tale - senere kendt som afskedstalen - for det blev sidste gang, han kom til at tale til en større samlet skare. På rejsen tilbage til Medina følte han sig dårligt tilpas, og han blev ikke mere rask. Profeten havde siden udvandringen til Medina været travlt beskæftiget med at lægge rammerne om et samfund, hvor hans efterkommeres åndelige og sociale behov kunne tilgodeses. Han fastlagde juridiske retningslinjer, fremmede kendskabet til litteratur og opfordrede sine tilhængere - både kvinder og mænd - til at tilegne sig lærdom. Han stadfæstede kvindernes, slavernes og de fattiges rettigheder. De velhavende blev beskattet, kontrakter blev legaliseret, den offentlige hygiejne og den almene sundhedstilstand blev kontrolleret, og man udbyggede veje og andre samfærdselsårer. Et diplomatisk korps blev oprettet, og han indskærpede muslimerne respekt for traktater og overenskomster. Begivenhederne i Medina i disse første år efter udvandringen er et bidrag af enestående karat i menneskehedens sociale udvikling og fremgang. Principperne om menneskelig lighed samt social og økonomisk retfærdighed fremsat i islam i disse første år efter udvandringen til Medina imødekommer også fuldt ud moderne tiders behov. Dette bør mennesker, som i uvidenhed og som uberettiget kritiserer islam for at være gammeldags og forældet, tage i betragtning. Så længe muslimer fastholder og nøje følger Koranens og dermed islams principper, vil de udgøre et dynamisk samfund i fremgang; men de senere års politiske begivenheder viser tydeligt, at når muslimer svigter nogle af islams helligste principper, såsom enighed, sammenhold, hjælpsomhed, kærlighed og loyalitet blandt muslimer, da mister de også Guds velvilje og vil uvægerligt lide ydmygelser og tilbagegang. Profeten Muhammed døde i en alder af 62 år (år 632 eller år 10 A.H.) efter roligt og værdigt at have indrettet sit hus således, at hans efterkommere ikke behøvede at være i tvivl om, hvordan de skulle forholde sig i både åndelige og materielle spørgsmål. Han blev begravet i Medina, da han selv havde ønsket at blive stedt til hvile i den by, der havde ydet ham beskyttelse i hans livs sværeste stunder.

Denne fortælling er en fortsættelse af "Araberdrengen Muhammed"

Ovenstående fortælling blev publiceret i bogform i 1992 - illustreret med smukke akvareller og med fyldig ordliste og koranhenvisninger. Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan lånes på bibliotekerne.