Hvad er distinktionen mellem de tre behandlingsformer
Grundloven
Grundloven indtager den øverste position blandt de formelle retsforskrifter. Kernen i Grundloven udgøres af reglerne vedrørende de højeste statslige organer, nemlig kongehuset, regeringen, folketinget og domstolene. Samspillet mellem disse organer er defineret i §3 i Grundloven, som fastsætter princippet om magtens tredeling. Grundloven opstiller rammerne for de øvrige retskilder. Informationsmæssigt er den let at administrere, da den sjældent undergår forandringer. Dog kan fortolkningerne af bestemmelserne udvikle sig over tid (dynamisk).
Love (L)
I virkeligheden er loven den mest betydningsfulde retskilde. En lov repræsenterer det tydeligste udtryk for den gældende retsanskuelse, hvor retsforholdene beskrives i deres mest autoritative form. Love vedtages af Folketinget og skal, før de godkendes, gennemløbe tre behandlinger i Folketinget (se under Lovforarbejder), underskrives af regenten og offentliggøres i Lovtidende A.
Love kan kategoriseres som enten præceptive eller deklaratoriske. En præceptiv lov er bindende og skal følges. Dette ses særligt inden for offentlig ret, såsom skatte-, miljø-, register- og straffelovgivning. Inden for det privatretlige felt findes præceptive lovregler blandt andet i forbrugerret og lejelovgivning.
En deklaratorisk lov kan derimod ofte fraviges ved aftale, hvilket er almindeligt inden for eksempelvis store dele af aftale- og købeloven.
Lovbekendtgørelser (lbkg)
Ved udstedelsen af en lovbekendtgørelse indeholder den udelukkende de nugældende regler. Formen er en sammenfletning af den oprindelige lov med efterfølgende ændringer, altså en omskrevet lovtekst - uden tilhørende lovforarbejder. Informationsmæssigt er de en stor hjælp, da det kun er nødvendigt at eftersøge ændringslove efter datoen for den seneste lovbekendtgørelse. Lbkg. besidder ikke formel juridisk gyldighed, men anvendes i praksis i stedet for de originale love. Offentliggøres ligeledes i Lovtidende A.
Bekendtgørelser (bkg) (tidligere betegnet som anordninger)
Disse udstedes af de administrative instanser. Som regel eksisterer der lovhjemmel, eller det antages i det mindste i loven, at en bekendtgørelse vil blive udstedt. Hensigten med bekendtgørelsen er typisk at specificere loven nærmere (rammelovgivning). De tjener samme formål som love og er forpligtende for både borgere og myndigheder. De har stor indflydelse som retskilde. Offentliggøres som hovedregel i Lovtidende A, hvor der hvert år findes en fortegnelse over de bekendtgørelser – især inden for skatteområdet – der ikke er inkluderet.
Cirkulærer (Cirk) / Vejledninger (Vejl)
Retsforskrifter, der udgives af administrationen.
Cirkulærer
For at opretholde deres gyldighed skal de have hjemmel i loven eller i det mindste forudsættes i lovgivningen. De er interne og regulerer udelukkende myndighedernes opførsel og er dermed ikke bindende for den almindelige borger.
Vejledninger
Retsforskrift, der indeholder retningslinjer, som er vejledende for administrationen. I praksis betragtes de ofte som bindende af de underordnede instanser. Begge disse retsforskrifter illustrerer myndighedernes juridiske fortolkning og kan ofte repræsentere en formalisering af forvaltningens fremgangsmåde.
EU-retten
EU-retten har gennem årene oplevet en stigende betydning som retskilde, blandt andet fordi EU-retten er prioriteret over medlemslandenes egen nationale lovgivning.
De mest centrale EU-retskilder omfatter traktaterne, forordningerne og direktiverne. Du kan læse mere om dem i guiden EU - Hvor findes dokumenterne.