Hvad er det nu han hedder

"Det, der var så underholdende, var, at han… du ved… åh, hvad hedder han dog. Du kender ham utroligt godt. Han er forfatteren til den bog, hvad hedder den nu igen. Jeg gennemlæste den for nylig, den handler om den person, hvad var han dog, han var jo sammen med hende… Åh, hvor det frustrerer mig, du forstår, hvem jeg tænker på…"

Ja, netop! Dette er en situation, som de fleste af os sandsynligvis har oplevet. Navnene, som vi føler, vi kender indgående, forsvinder simpelthen midt i en samtale. Man ønsker at fortælle om en bestemt person, og det passer perfekt ind i samtalens flow, men navnet, hvor blev det af? Hvorfor kan jeg ikke lige få det frem?

Og så er det, at en af mine gode venner, når han står over for sådan en situation, siger: Giv mig lige et døgn! Det er en fremragende bemærkning, synes jeg. For det sker jo også, at navnet dukker op igen efter noget tid for mange af os. Måske tager det timer, måske blot nogle få minutter.

Men i adskillige tilfælde er det allerede dukket op, når der er gået et helt døgn.

Men hvad er det egentlig, der sker med folk, som igennem mange år ubesværet kunne huske navne, men som nu pludselig må lede efter dem?

Læger, som jeg har konsulteret, indikerer, at de navne, vi hyppigt anvender, ikke forsvinder. Vi er i stand til at huske navne på vores børn og børnebørn, vi kan huske vores nærmeste venners og familiemedlemmers navne, men navne, der sjældent benyttes, er længere væk og sværere at genkalde øjeblikkeligt.

Hvad hed han nu, den skuespiller, eller den forfatter eller den fælles bekendt fra en fjern fortid? Det er navne, man ikke bruger ret ofte, og derfor glider de naturligt i baggrunden.

Seniorkonsulent, aldringsforsker, forfatter og foredragsholder, Henning Kirk, har dedikeret hele sit voksne liv til at arbejde med ældres vilkår, og han udtaler: 'Et navn er i bund og grund meningsløs information for hjernen. Hanne og Jørgen er i realiteten tomme ord, medmindre der er erindringer og personlige oplevelser knyttet til personen.'

En nær bekendt plejede at sige, at "computeren er fuld", når emnet drejede sig om navne, der var svære at huske. Ældre individer har lagret så mange navne, at der ikke er særlig meget plads til flere, argumenterede han, og derfor tager det lidt tid at finde det korrekte frem.

'Ja,' bekræfter Henning Kirk, 'det er korrekt, at vi med alderen opbygger et enormt arkiv, i takt med at vi har lært flere og flere personer at kende. Så fortvivl ikke, hvis et navn er smuttet, det er ikke et tegn på, at man er ved at udvikle demens. Det er fuldstændig normalt.'

Dog anerkender Henning Kirk, at det kan være yderst frustrerende.

Der findes navne, som vi har let ved at huske, herunder navne på personer, der ikke står os nær. Henning Kirk forklarer: 'Når der er følelser involveret, så husker vi navnene; vi husker for eksempel onde individer - Hitler huskes - og vi husker også humoristiske personligheder, og generelt store skikkelser i kulturhistorien og fra medieverdenen. Jo flere følelser der er bundet til noget, jo bedre sidder det fast.'

Henning Kirk diskuterer udfordringerne med navnehukommelse i sin seneste bog 'En kort guide til et langt liv', idet det er et hyppigt forekommende spørgsmål for mennesker i en moden alder.

Desuden, forklarer han, er et navneord mere abstrakt for vores hjerne end et udsagnsord.

Personer, der udvikler demens, glemmer navneord, men ikke i samme omfang udsagnsord. Årsagen menes at være, at ord som at spise, at stå, at ligge, at løfte og så videre er forbundet med kroppen og dens bevægelser, og de er mere solidt forankrede i hjernens neurale netværk.

Henning Kirk er enig i, at det glemte navn typisk dukker op efter en periode med forsinkelse. Vores hjernevæsentlige 'søgemaskine' arbejder nemlig på sagen, og den fortsætter arbejdet om natten, så det kan være en god idé at sove på det.

Derfor er 'giv mig lige et døgn' faktisk en yderst fornuftig strategi. Og så må man jo lade personen ringe eller sende en besked, når svaret er fundet.