Hvad er karakteristisk for "Dødsslagteren fra Kællerhavgård"?

Dødsslagteren fra Kællerhavgård opridser historien om Ove Gårdlund, hans familie, hans omgivelser og den lille verden, han bebor. På den indledende linje af den første side skildres Ove som "svineproducent", "digter", men også "dødsslagteren fra Kællerhavgård". Dette fortæller om den dag, hans liv ændrede sig drastisk. Han var i gang med arbejdet på gården sammen med sin søn Mikkel, havde indtaget nogle genstande og skulle slagte en so, som ikke kom med vognen til slagteriet. Ove valgte derfor at slagte den selv, til trods for sin kones indsigelser. Soen rykkede med hovedet, og kuglen fra hans gevær ramte Mikkel i maven og dræbte ham. Det skildrer ulykkens følger, hans omgivelser, og hvad de mener om ham, og om både ham og hans kones måder at bearbejde sorgen og den voldsomme hændelse på, selv årtier senere.

Tekstens struktur er temmelig løs, og der er ikke nogen direkte forbindelse mellem de forskellige emner og afsnit. Fortælleren ligner umiddelbart en alvidende fortæller i tredjeperson, da den ofte beskriver detaljer om begivenheder uden andre vidner end de involverede (f.eks. ulykken eller episoden med Minna og Ken). Men på den anden side henviser den også af og til til et "vi", som i linje 120: "Vi prøver at holde os ude af den konflikt". Det er ikke præcist angivet, hvem selve fortælleren er, men da der tales om landsbyen og dens indbyggere som "vi", er det formentlig en anden landsbyboer, der skriver historien. Kronologisk set starter historien med ulykken i 1987, men den fortsætter gennem tiden frem til "dags dato" (dvs. 2008). Den forløber nogenlunde lineært, men der er også enkelte tilbageblik hist og her.

Hovedpersonen i historien er Ove Gårdlund. Ove er ikke nødvendigvis en populær person. Han er en smule rå, en smule gnaven. Da han opdagede, at der manglede et svin, sagde han det højt foran sin kone, som om han ville fornærme hende og kalde hende en so. Han arvede sin gård fra sin far, som havde knoklet for at få den op at køre. Men nu sidder han bare på sin fede røv, mens den falder fra hinanden. Han havde selv forsøgt at etablere et rengøringsfirma, Spand og Klud, men det var ikke vellykket. Efter at han arvede gården, behandlede han den på samme måde som Spand og Klud. "Bare man pustede til en af staldlængerne, begyndte den at svaje", beskriver teksten. Han var heller ikke en mand med moral. Et år stjal han gentagne gange æbler fra en anden landsbyboers have og solgte dem i sin egen gårdbutik i stedet, mens han pralede med sin gode høst. Men man kan også se hans udvikling gennem historien. I sine senere år købte han rollatorer til alle pensionisterne i Dalby Huse. Han sponserede naturlegepladser og asfaltering. Han holder af sin lille landsby og er tilsyneladende ikke så glad for dens modernisering - han er dog meget samfundsmæssigt konservativ. Da københavnerne begynder at flytte ind og købe sommerhuse, sænker han prisen for de lokale indbyggere ved ikke at tage penge for alle varerne - men tager fuld pris for de fremmedes indkøb.

Om de andre indbyggere ved vi ikke så meget. Carlsen, som Ove stjal æbler fra, er dog lidt en modsætning til Ove. Trods det, at han handlede gratis i Oves gårdbutik, efter at han fangede ham i at stjæle æbler, lægger han alligevel penge i cigaræsken. Han føler medlidenhed overfor Ove og det, han har været igennem - ulykken, sorgen, og at han måske var nødt til at stjæle æblerne for at få butikken til at løbe rundt.

Hovedtemaer i historien er sorg, uheld og gammeldags landsbyliv. Man kan klart observere forskellen mellem Ove og Minnas måder at angre ulykken, der skete, og tabet af Mikkel. Han er ikke interesseret i sit job - det var han nok aldrig. Han gjorde det for Mikkels skyld. Men det gør han jo ikke mere. Det kan man se på den måde, han forsømmer Kællerhavgård. Han gør det nødvendige, men ikke mere. Det er ikke fordi, han er totalt ligeglad, da han i stedet fokuserer på befolkningen i Dalby Huse. Da han mistede Mikkel, fik han i stedet en fornyet respekt for sine medmennesker. Han prøver jo at gøre det godt igen. Måske føler han, at det var skæbnen eller "karma", der førte til ulykken. Han havde måske ikke været en god nok mand før i tiden, og det forsøger han at rette op på. Han bliver også til lidt af en "recluse". I sin fritid sidder han på loftet og skriver digte, "som en pensioneret julemand", som fortælleren poetisk (men lidt nedladende) beskriver ham.

På den anden side kan man se på Minnas reaktion på ulykken. Hun har ingen hobbyer, ikke noget andet at lave, så hun er totalt indelukket - shell-shocked. Det minder om symptomerne på PTSD. Det kan jo ikke afvises, at ulykken var traumatisk for hende. Hun har ingen. Ove taler ikke til hende - han mener, det var hans skyld og skammer sig over det. Så nu har hun ingen. Ingen mand, ingen søn. Den eneste, hun har, er Ken, Carlsens søn. Først forsøgte hun at adoptere ham som en "erstatning" for Mikkel. De leger med tog, hun giver ham gaver og spiller brætspil. Efterhånden som han bliver ældre, begynder hun at se ham som en voksen mand - som en ny Ove. Det får hende til at behandle ham lidt som en kæreste, som tydeligt vises, da Minna forsøger at blotte sig for ham. Det går dog ikke som forventet. Det vides ikke, hvilken betydning det har for deres forhold, men vi kan nok gætte på, at det ikke er en positiv ændring.

Man kan også se udviklingen og urbaniseringen af Dalby Huse i historien og Oves holdninger til den. Mens alle andre butikker tager Dankort, er Ove den eneste, der lader kunderne købe på klods. Da turisterne kommer, sænker han priserne for de lokale kunder. Selvom de mange nye kunder giver flere penge til butikken, vil han hellere have sin fred og det gammeldags liv tilbage. Han er markant utilfreds med, hvordan resten af byen imødekommer de i hans øjne ubudne gæster og lejer alverdens lokaler ud for pengenes skyld. Han er den eneste tilbage, der tænker på byen og ikke blot pungen.

Man kan diskutere, hvilken type tekst "Dødsslagteren fra Kællerhavgård" er. Umiddelbart minder den om en novelle - den er relativt kort og er fiktion. Men der er ikke en reel handling i den. Man kan ikke sætte berettermodellen ned over den. Den eneste del af teksten, der direkte beskriver en hændelse, er i starten, hvor der fortælles om ulykken. Her kan man godt bruge berettermodellen, for eksempel. I anslaget og præsentationen bliver hovedpersonerne beskrevet. Under uddybningen opdager de, at en so er sluppet ud af slagtervognen, og de får noget at drikke. "Point of no return" er, hvor de beslutter at slagte den selv. Klimakset er jo skuddet, naturligvis. Og så stopper det med en dramatisk beskrevet udtoning. Resten af teksten har ikke et narrativ som sådan, men minder mere om en diskussion om Dalby Huse, ulykkens konsekvenser og den lille verdens udvikling gennem tiden. Der bliver løst hoppet mellem emner og gennem tiden. Jeg vil endda gå så vidt at kalde teksten et essay. Den starter i noget konkret - ulykken i 1987 - og derefter fortsætter den med en lang række diskussioner med forskellige synsvinkler - dem, der er for Ove, dem, der er imod Ove, hvorfor og hvorledes, Minnas udvikling, landsbyens urbanisering. Den slutter af med en ret uortodoks konklusion, som jeg alligevel mener er passende - digtet Afsked, der vender tilbage til ulykken i tekstens indledning, men vist på en anden måde i et andet medie.

"Dødsslagteren fra Kællerhavgård", af Dy Plambeck, er et essay der et eller andet konklusion